I dag genåbner Tivoli Friheden og tænder lys
Forlystelserne er slukkede og restauranterne lukkede, men hele tivoliet er åbent for alle, der har lyst til eller brug for at besøge parken.
Tivoli Friheden slår i dag dørene op for første gang siden dødsulykken i forlystelsen Cobraen i sidste uge.
Men det kommer til at foregå som en stille åbning, hvor forlystelserne vil være slukkede, restauranterne vil være lukkede, og højttalerne vil være tavse.
Det skriver Tivoli Friheden i en pressemeddelelse.
Der vil være gratis adgang til hele parken, der holder åbent fra klokken 14 til 18.
- Tivoli Friheden vil være åben for alle, der har lyst til eller brug for at komme ind i parken, gå en runde, sidde en stund og/eller måske snakke med nogle af vores medarbejdere. Vi er der for det samme, lyder det i pressemeddelelsen.
Siden dødsulykken har mange lagt blomster foran Tivoli, og onsdag vil det så blive muligt at lægge blomster foran Cobraen. Tivoli Friheden skriver også i pressemeddelelsen, at de vil tænde et lys ved forlystelsen.
Fra og med torsdag den 21. juli vil Tivoli Friheden fortsat holde åbent som normalt.
Det vil dog blive uden Cobraen, der permanent lukker efter dødsulykken.