Jason Watt bliver kørende målstreg
Det eneste løb i verden, hvor målstregen jagter dig bagfra kommer til Aarhus den 8. maj, og den kørende målstreg er Jason Watt
Jason Watt indtager førersædet i mållinje-bilen til Wings for Life World Run, der finder sted i Mindeparken i Aarhus den 8. maj klokken 13.00.
Starten til Wings for Life World Run går på samme tid verden over, og for løberne gælder det om at løbe så langt de kan, inden de bliver indhentet af Jason Watt og målstregen bagfra. Når mållinje-bilen passerer løberne, er de ude af løbet, og vinderen er den mand og kvinde, der sidst bliver passeret af mållinje-bilen.
Jason Watt kom i 1999 ud for en motorcykelulykke og blev lam fra brystet og ned, og han lever med en rygmarvsskade. Han vil gerne være med til at sætte mere fokus på rygmarvsforskning.
Velgørenhedsløb: 30.000 kroner indsamlet
- Forskningen inden for rygmarvsskader er i rivende udvikling. Man kan allerede en masse, men mirakelkuren er bare ikke fundet endnu. Jeg støtter Wings for Life World Run fordi det er et fantastisk formål, som skaber vigtige midler til forskning inden for rygmarvsskader. Jeg glæder mig til at udfylde rollen som den kørende målstreg og håber, at jeg kan være med til at motivere løbere på alle niveauer, siger Jason Watt.
Det koster 350 kroner at deltage i løbet, og beløbet går ubeskåret til fonden Wings for Life.
SÅDAN FUNGERER DET
Løbet skydes i gang i Mindeparken i Aarhus – og verden over - klokken 13.00, og en halv time efter triller mållinje-bilen af sted med 15 kilometer i timen. Alle kører vil øge hastigheden på samme tid verden over og hele tiden holde den samme hastighed.
Jason Watt er ikke den eneste prominente chauffør i en mållinje-bil. Den tidligere Formel 1-verdensmester David Coulthard og den tidligere racerkører Carlos Sainz sidder også bag rattet i en mållinje-bil.