Nu er der kommet sexlegetøj på hylderne i Netto
De nye tilføjelser på hylderne deler meningerne blandt kunderne.
Varer som dildoer, vibratorer, bækkenbundskugler og sex-kortspil er ikke længere kun forbeholdt sexshops rundt om i Danmark.
Fra onsdag i denne uge kan man nemlig slå to fluer med ét smæk og købe sexlegetøj, imens man handler ind til aftensmaden i Netto.
Butikskæden har nemlig tilføjet varerne til deres sortiment af selvkærlighed og selvomsorgsvarer, der går under navnet 'Mærk'.
Trends og tendenser
Netto er en del af detailgiganten Salling Group med hovedsæde i Aarhus. Anette Bøgh, der er nonfood-chef i Netto, mener, at dildoer og vibratorer på hylderne i Netto er det næste naturlige skridt i deres nonfoodsortiment.
- Selvkærlighed og selvomsorg er noget, der vokser, og det ønsker vi at bakke op om, siger hun til TV 2.
Hun erkender, at det kan være grænseoverskridende for nogle kunder at blive konfronteret med en dildo, når de skal købe en liter mælk.
- Der er forskel på dig og mig, og hvad, vi mener, der er vovet og kækt. Men vi mener, at de her produkter passer godt ind i tidens tendenser og trends, lyder det fra den nonfoodansvarlige.
Anette Bøgh fortæller, at de med vilje har placeret produkter oppe i højden og i diskret emballage, så det ikke er "så i øjenfaldende" for kunderne.
Er danskerne klar?
I onsdagens udgave af TV 2-programmet News & Co diskuterede panelet de nye varer på supermarkedshylderne, og her var meningerne delte.
Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, mener, at det er helt fint, at sexlegetøj er noget, man kan lægge i indkøbskurven sammen med sin mælk, mens politisk kommentator Søs Marie Seerup er lidt mere skeptisk.
Hun tror, at mange danskere vil have det fint med tilføjelsen i sortimentet, men frygter, at sexlegetøj kan blive for aftabuiseret og være med til at sløre linjerne omkring, hvad man taler om hjemme, og hvad man taler om, når man er ude.
- Det er ikke sådan noget, vi skal sidde og snakke om, når vi spiser middag hos naboen. Altså, at der stadig er noget, der er privat, mener hun.
Nathalie Ostrynski, debat- og samfundsredaktør ved Sjællandske Nyheder, er splittet. Hun siger, at der er sket en demokratisering inden for salget af sexlegetøj med blandt andet "smukt indrettede" sexlegetøjsbutikker, der ikke er ligeså "lurvede" af udseende som førhen.
- Det er det med børn, hvor jeg har det lidt blandet med, at det er så tilgængeligt. Der er en konservativ stemme inde i mig, der stritter imod, at det skal stå inde i en butik. Altså, at jeg går der med mine børn og de så spørger: "Ej mor, hvad er det?".