Liams ben ville ikke gå: Nu har han fundet særligt fællesskab
Sygdom og mobning har defineret meget af 12-årige Liams liv, men nu har han fundet sit fællesskab som holdleder for Odder IGF Fodbold.
12-årige Liam er blev mobbet i en grad, så han var bange for at tage i skole. Derudover var hans mor syg, da han var lille. Og hans ben gik i krampe og holdt ham på afstand af fællesskabet i skolen.
- Jeg følte mig ikke god nok, siger Liam Løvgreen fra Odder.
Han var havnet i en ond cirkel, der fik hans selvværd til at falme.
Heldigvis for Liam vokser det på ny - takket være et alternativt fællesskab hos Odder IGF Fodbold, hvor Liam er blevet frivillig holdleder. Her står han for alt det praktiske, så fodboldspillerne kan holde øjnene på bolden – og intet andet.
Her føler Liam, at han gør en afgørende forskel for andre – og dermed også for sig selv:
- Jeg fik mig selv op i både selvtillid og selvværd ved at hjælpe nogle andre, siger Liam Løvgreen.
Men først spoler vi tiden tilbage.
Benene ville ikke gå – kun krampe
Liam har på sine 12 år mødt en perlerække af udfordringer. De første to inden han fyldte ét år: da han var ni måneder gammel fik hans mor akut leukæmi, og Liam blev ramt af en svær grad af refluks.
- Og det er altså ikke bare gylp, men smerte og meget ubehag, fortæller Liams mor, Tina Løvgreen.
Og da Liam var knap to år gammel, vågnede han om natten med smerter i benene.
- Når han skulle op om morgenen og ned ad trapperne, var det med helt stive klodser, der hverken kunne bøje eller bukke, fortæller Liams far, Patrick Henriksen.
Forældrene tog ham til læge efter læge:
- Han kunne ikke gå ret langt, og han kunne ikke bevæge sig ret meget, men det blev opfattet af mange som dovenskab, siger Liams far, Patrick Henriksen.
Hvad de først fandt ud af flere år senere var, at Liam led af Pelvic congestion syndrome også kaldet PCS, hvor det venøse blod ikke flyder, som det skal i bækken-området, men i stedet fører til smerter.
- Han har lidt så mange nederlag, for han følte ikke, han blev lyttet til, siger Patrick Henriksen.
Liam fik en plads på bænken
Ikke alene måtte Liam sidde over mange lege med sine jævnaldrende, han blev også et mobbeoffer.
- Der var for mange, der ikke snakkede med mig og drillede mig. Og der mistede jeg selvtillid, fortæller Liam.
Ondt blev værre, da Liam blev drillet med sit taljemål.
- Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv ud af sengen, for jeg var så bange. For hvad vil de mon gøre og sige i dag?
De seneste år har Liams ben fået behandling, der tager toppen af smerterne. Men Liam har fortsat savnet fællesskab.
Og det er her, tjansen som holdleder kommer ind i billedet.
En skov af hænder og highfives
For et par år siden fik Liam et fristende tilbud. Sammen med sin far Patrick Henriksen var han tilskuer til en kamp, da de blev tilbudt at blive holdledere for Odder IGF Fodbold.
- Jeg savnede muligheden for at være sammen med nogle og snakke med nogle, siger Liam og tilføjer:
- Det kunne også være en fin mulighed for at få andre til at se, at jeg er en fin nok fyr at snakke med.
Det har været med til at få mig til at smile noget mere i hverdagen, når jeg ved, at der er nogle, der værdsætter mig.
Så kort tid efter begyndte en stille fyr at dukke op hos Odder IGF Fodbold
- I starten var han helt benovet over at få lov til at være sammen med spillerne, siger Liams far, Patrick Henriksen.
Men lidt efter lidt var Liam ikke længere så stille længere.
- Han er helt sikkert ikke så genert, som han var engang, siger fodboldspiller William Vidar.
I dag møder en skov af hænder og highfives Liam, så snart han træder ind ad døren.
- Det har været med til at få mig til at smile noget mere i hverdagen, når jeg ved, at der er nogle, der værdsætter mig, fortæller Liam.
Selvværdet er løftet, og opskriften er enkel:
- … ved at vide, at jeg også kan gøre noget for andre, siger Liam.
