Julehandel: Vi bruger 1,2 mia. kr. om dagen
Nethandlen boomer her op mod jul. Det kan et østjysk tøjfirma skrive under på
1,2 milliarder kroner.
Så meget bruger danskerne om dagen her op mod jul. Det viser de nyeste tal fra Nets.
En del af handlen foregår på nettet. Omsætningen er her steget med 13 procent i forhold til sidste års julehandel.
De østjyske webbutikker mærker den stigende interesse.
Hos tøjfirmaet Danefæ i Beder er antallet af daglige ordre i juleperioden mere end tredoblet. Det giver travlhed og behov for ekstra hænder.
- Folk forventer, at når de lægger ordren om aftenen, så kommer den næste dag, siger lagerchef Johan Byrial Hansen fra Danefæ.
Han peger på nemheden som et afgørende parameter i forhold til at handle på nettet:
- Man skal ikke ud og købe. Det er let at returnere osv. Det er bare nemt at sidde hjemme i sofaen klokken otte om aftenen og trykke på nogle knapper, siger han.
Øverst i artiklen kan du se hele indslaget.