Travlt på alarmcentralen: Borgere ringer 112 for at få beroligelse og kram

Udsatte borgere ringer gentagende gange 1-1-2, selvom de ikke er akut syge. Regionen vil hjælpe dem på anden vis.

Susanne Buch (SF) er formand for Region Midtjyllands udvalg for nære sundhedstilbud.

Når telefonen kimer hos alarmcentralen, er det med jævne mellem borgere, der har ringet 1-1-2, selvom de ikke er akut syge og nødvendigvis skal bruge en ambulance.

Dem, der ringer, kan kæmpe med eksempelvis mentale problemer og vil gerne beroliges.

Det er der bare ikke altid ressourcer til. Så disse sårbare borgere vil regionen nu finde nye måder at hjælpe på.

- Hvor vi andre ville vælge at ringe til børn, forældre, venner eller hjemmesygeplejen, så har de borgere, vi taler om, ingen steder at ringe ind, konstaterer Susanne Buch (SF), der er formand for Region Midtjyllands udvalg for nære sundhedstilbud.

Hun understreger, at det er en udfordring, regionen deler med eksempelvis kommuner og væresteder.

Ringer for at få kram

Region Midtjyllands tal viser også, at det i flere tilfælde er de samme borgere, der ringer igen og igen.

Over en periode på fire måneder stod 413 borgere således for 1803 opkald til 1-1-2. Region Midtjylland vurderer, at mere end to ud af tre af disse opkald ikke var relevante for alarmcentralen, viser et notat fra regionen.

- Nogle ringede, når de kæmpede mentalt. Andre ringede, når de havde brug for beroligelse eller et kram, og nogle ringede, når andre hjælpelinjer (f.eks. Livslinjen) ikke var tilgængelige, står der i notatet.

Region Midtjylland skriver videre, at der ofte ikke var overensstemmelse med Præhospitalets tilgængelige ressourcer og det, der blev ringet ind om.

Det viser tallene

  • Data viser ifølge Region Midtjylland, at 413 borgere stod for 1803 opkald til Præhospitalet over fire måneder. Det svarede til 6,4 procent af alle 1-1-2-opkald i perioden.

  • Spørgeskemaer fra 17 borgere afslørede ifølge regionen, at opkaldene ofte skyldtes en følelse af frygt, smerter eller bekymring.

  • De sundhedsfaglige visitatorer vurderede, at 67 procent af opkaldene ikke var relevante for 1-1-2.

  • Ofte var der ikke overensstemmelse mellem Præhospitalets tilgængelige ressourcer og det, der blev ringet ind om.

Kilde: Region Midtjylland.

Nyt projekt på vej

Nye løsninger kan være på vej. Fra 2025 og til 2028 vil regionen i et projekt forsøge at hjælpe de sårbare mennesker, der ringer til alarmcentralen, i retningen af andre sociale indsatser.

Udvalgsformand Susanne Buch kalder det et forebyggelsesprojekt, hvor det i første omgang handler om at blive klogere.

- Først skal vi have afdækket, hvad det handler om. Så må vi hjælpe hinanden med at finde nogle tiltag. Selvfølgelig kan jeg ikke sige på forhånd, hvad det er, for så kunne vi bare have implementeret det. Det kræver en dybere undersøgelse af, hvad der er på spil, siger hun.

På tegnebrættet er der allerede et samarbejde med organisationen Social Sundhed, hvor regionen på sigt vil bede borgerne i målgruppen om samtykke til at dele deres kontaktoplysninger, hvorefter Social Sundhed vil kontakte dem med et tilbud om at tale med en frivillig.

Politikerne i regionens udvalg for nære sundhedstilbud tager stilling til projektet på et møde 3. december.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her