Direktør, foredragsholder og selvlært pædagog: Her er manden bag Flying Superkids

Han har gjort sin fars livsværk til sit eget og skabt et showbrand, der tiltrækker tusindvis af tilskuere. Men hvem er manden, som flere tidligere gymnaster nu står frem og kritiserer for sin ledelsesstil?

Foto: Henrik R. Petersen / Ritzau Scanpix

Han står ulasteligt klædt i sort jakkesæt. Stolt og storsmilende.

Det mørke hår sidder, som var han trådt lige ud af en frisørsalon, trimmet kort i siderne og højt på toppen.

Flying Superkids har slået cirkusteltet op ved Charlottenlund Fort i juni 2023, og publikum strømmer til. Sådan en dag, er Lars Godbersen på toppen.

Pladsen er pakket ind i de velkendte farver, og på den røde løber kaster kendis på kendis stjernestøv over dagen.

Kasper og Stephanie Fisker, Sanne Salomonsen, Silas Holst og Nicolai Schwartz Holst var bare nogle af de kendte, der kiggede forbi til premieren. Foto: Henrik R. Petersen / Ritzau Scanpix

Det er showtime, og de toptrænede superkids skal underholde et begejstret publikum, mens Lars Godbersen giver den som sprechstallmeister. Det er sådan en dag, hvor hele holdet høster frugterne af de mange timers hårde slid på Gymnastikgården i det vestlige Aarhus.

På overfladen er det en mand i kontrol, men der er også en anden side af historien.

Det fortæller en række tidligere gymnaster, der i denne uge stod frem i en podcast hos TV2 Østjylland. De har været aktive på Gymnastikgården i forskellige perioder fra 2007 til 20021.

Ifølge deres beretninger kan Lars Godbersen vende på en tallerken, skælde ud og råbe dem ind i ansigtet, når en flik-flak kikser, eller hvis de skuffer direktøren af andre årsager.

Gymnasterne fortæller om en decideret frygtkultur hvor skældud og ydmygelser slår ned som lyn fra en klar himmel.

Født til gymnastik

Men når showet kører, er der brede smil over hele linjen, og sådan har det været, lige siden Lars Godbersen selv var gymnast på Flying Superkids.

Han bliver født ind i gymnastikdynastiet i 1979 som søn af Uwe og Lone Godbersen. På den måde er historien om Lars Godbersen også historien om Flying Superkids.

Faren kommer fra Sydslesvig, men rykker nordpå til Aarhus. Med sig har han glæden ved gymnastik og danner i 1967 De Flyvende Århus Gymnaster – forløberen til Flying Superkids.

Lars Godbersen er vokset op på Gymnastikgården i Hasle og bor der fortsat med sin familie.

Han er en driftig herre, og som en anden Mads Skjern investerer Uwe Godbersen først i 80’erne sine midler i en nedlagt landbrugsejendom og går straks i gang med at omdanne bygningerne til en gymnastikforening.

Medlemmerne strømmer til, og sønnerne Lars og Svend Godbersen får så at sige gymnastikken ind med modermælken. Familien bor på gården, hvor drengene vokser op omgivet af gymnastikglade børn og unge. Ikke så overraskende bliver begge drenge selv gymnaster, og fra Lars Godbersen er 11 år, til han er 23, er han selv med på Flying Superkids, indtil en skade sætter en stopper for den aktive karriere.

Jeg indså, at det ikke var noget for mig. Jeg fandt ud af, at jeg var mere en handlingens mand og ville hellere arbejde som træner og altmuligmand for Flying Superkids
Lars Godbersen

Han betegner selv opvæksten som lykkelig med nærværende forældre og en mor, der altid var hjemme, når drengene kom fra skole.

- I modsætning til dem, der bliver kørt i institution om morgenen og hentet klokken 17.00, så har mine jo altid været hjemme. Det ved jeg, at både de og jeg sætter som en af de store kvaliteter i vores tilværelse, siger han selv. 

I mesterlære hos far

Efter 9. klasse begynder Lars Godbersen som så mange andre i gymnasiet, men går der kun i tre måneder, før han dropper ud og drager hjem til fødegården. Hjem til gymnastikken.

- Jeg indså, at det ikke var noget for mig. Jeg fandt ud af, at jeg mere var en handlingens mand og ville hellere arbejde som træner og altmuligmand for Flying Superkids, skriver han på sin hjemmeside.

I stedet kommer han i mesterlære hos sin far og får gennem de næste mange år et tilbundsgående indblik i, hvad det vil sige at drive Gymnastikgården og Flying Superkids.

Jeg var en meget blød knægt, og hvis min far ikke havde lært mig de ting, jeg har lært af ham, var jeg aldrig blevet til det menneske, jeg er i dag
Lars Godbersen

Han lærer tidligt, at det kræver disciplin og hårdt arbejde at nå sine mål – en lærdom, der fortsat gennemsyrer hele kulturen på Gymnastikgården, og som Lars Godbersen selv fremhæver som en af grundpillerne i arbejdet med de børn og unge, der drømmer om en plads på Flying Superkids.

Lars Godbersen tager sin uddannelse i livets skole, og her er det far, der er lærer.

- Jeg var en meget blød knægt, og hvis min far ikke havde lært mig de ting, jeg har lært af ham, var jeg aldrig blevet til det menneske, jeg er i dag, udtalte han i 2010 til TV2 Østjylland.

Overtager et livsværk

Efter 12 års mesterlære overtager han i 2007 direktørposten fra Uwe Godbersen.

- Ligesom jeg var blevet kørt i stilling til det meste af mit liv, skriver han.

Det er hårdt, fortæller han, men den nye direktør har sine egne drømme og visioner, og efter generationsskiftet træder han ud af faderens skygge og sætter fart på udviklingen af konceptet og de stort anlagte shows.

- At flytte noget, der engang var et gymnastikhold over i et showbrand, det er en svær skude at vende. Der har vi gjort meget ud af at være smarte, moderne og fremme i skoene, udtaler han.

Og det lykkedes til fulde. Flying Superkids er i dag et kendt brand og en velsmurt maskine med masser af shows i ind- og udland. Opvisningerne ses af over 35.000 mennesker årligt, og også uden for landets grænser gør Flying Superkids sig bemærket.

Lars Godbersen nyder at stå i rampelyset og kendisfaktoren stiger, da han i en årrække danner par med sangerinden Kat Stephie Holst fra gruppen Sukkerchok.

Lars Godbersen og Kat Stephie Holst ses her ved en premiere i 2014. Parret blev skilt i 2019. Foto: Klaus Bo Christensen /Her Og Nu/Ritzau Scanpix

Ifølge de kilder, TV2 Østjylland har talt med, lever og ånder Lars Godbersen for Flying Superkids, og det lyser ud af ham, når han fortæller om stedet og de store shows.

Han taler passioneret og begejstret om alt, hvad de laver, om gymnasterne, trænerne og staben på Gymnastikgården, hvor han har boet det meste af sit liv – i dag med sin nuværende partner og deres barn.

Han betegner sig selv som leder, altmuligmand, træner, buschauffør, producer og reservefar i gymnastikdynastiet, hvor hans bror og mor også fortsat tager del i driften.

Tynget af et tungt ansvar

Dedikationen og det store engagement høster roser - selv blandt de gymnaster, der nu står frem med kritik. Også blandt nuværende og tidligere forældre er der anerkendelse at hente.

Thomas Withen Weiercke har haft to sønner på Flying Superkids, og han bakker delvist op om den ledelsesstil, Lars Godbersen lægger for dagen. 90 procent af tiden er Gymnastikgården et fantastisk sted at være, understreger han.

Typisk er det, når han er presset over et eller andet. Så skal det gå ud over nogen
Thomas Withen Weiercke, far til tidligere gymnaster

Men Thomas Withen Weiercke har også oplevet Lars Godbersen praktisere det, han betegner som ’management by fear’.

- Filmen knækker ved de sidste ti procent. Det er de der overfusninger, hvor han kan flegne lige pludselig. Typisk er det, når han er presset over et eller andet. Så skal det gå ud over nogen, siger Thomas Withen Weiercke.

Og et sted mellem beskrivelserne af den dybt passionerede direktør, der har viet sit liv til Flying Superkids, og de rosende ord fra alle omkring ham, anes konturerne af en mand, der til tider er presset af det store ansvar, han har arvet, og de forventninger, der følger med.

Lars Godbersen lægger da heller ikke skjul på, at han til tider har været tynget af opgaverne og ansvaret, og at han i de situationer kan have talt hårdt til gymnasterne.

At de skulle have grund til at være bange for ham, kan han dog ikke genkende, men børn er bare forskellige, som han siger.

Han har ved flere lejligheder harceleret over curlingbørn og deres forældre. Et emne, der optager ham i en grad, så han har bygget et helt foredrag op omkring det.

Afviser kritikken

TV2 Østjylland har forelagt kritikken fra de tidligere gymnaster for Lars Godbersen.

Han ønsker ikke at forholde sig til de konkrete episoder, men har indvilget i at svare på den generelle kritik.

- Jeg er jo enormt ked af at høre, at der er nogle gymnaster, der udtaler, at de har været bange for mig, siger han og forklarer, at det må skyldes misforståelser og dårlig kommunikation.

Han er med egne ord overrasket over kritikken og afviser, at børnene har haft grund til at være bange for ham.

- Når I kommer med en henvendelse som denne, så har vi spurgt rigtig meget tilbage. Vi kan ikke genkende det billede, at der var grund til at være bange for mig, siger han.

For nok har han ingen uddannelse, men han er efter eget udsagn selvlært pædagog og deler gerne ud af sine erfaringer i den foredragsvirksomhed, han også har skabt.

- Jeg mener, at jeg kan hjælpe alle med nærkontakt til børn og unge med at håndtere situationer, som de ikke er klædt på til, og som en uddannelse ikke kan ruste én til, skriver han. 

Lars Godbersen kører nu på 17. år som direktør for Foreningen Gymnastikgården, og til spørgsmålet om, hvor længe han bliver siddende, lød svaret allerede i 2010:

- Så længe børnene er til at have med at gøre, og endnu mere, at deres forældre er til at have med at gøre, så laver jeg det her.

Sådan har vi gjort

Portrættet af Lars Godbersen er blevet til på baggrund af interviews med nuværende og tidligere gymnaster hos Flying Superkids og deres forældre samt arkivmateriale fra TV2 Østjylland, historiske beskrivelser fra flyingsuperkids.com og information fra larsgodbersen.dk

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her