Kørselskaos koster over 30 millioner kroner: 2018 bliver endnu værre
En ny økonomistatus fra Aarhus Kommune afslører, at en forventet besparelse på seks millioner kroner nu er blev vekslet til en ekstra regning, der kan lande på et beløb over 60 mio. kr.
Et kørselstilbud skulle give blandt andre handicappede børn i Aarhus bedre og billigere transport til og fra skole, men sådan er det langt fra gået. Faktisk har de fået dårligere og dyrere transport.
Lars Asmussen er far til en autistisk pige, og han er ved at have fået nok af den nye kørselsordning.
- Mildest talt, så synes jeg, at det er en katastrofe.
En helt ny oversigt over økonomien fra Aarhus Kommune viser nu, at det ikke kun er kvaliteten, det kniber med. Faktisk har kommunen på nuværende tidspunkt brugt over 42 millioner kroner mere end forventet, og det er sket på bare et år og fem måneder.
- Siden vi startede med den her nye kørselsordning, som kommunen ville implementere og sætte os ind i, har vi hele tiden sagt, at det aldrig kommer til at køre på den måde, de vil køre, og det bliver meget, meget dyrere, men de har ikke villet lytte, siger Lars Asmussen.
Men problemerne stopper ikke her. Der er nemlig udsigt til, at der vil blive brug for yderligere 26 millioner kroner mere i 2018, hvilket ikke er set højere siden 2011.
Årsagen til de store udgifter har været, at det system, som skulle sikre en bedre løsning, har haft flere mangler. Blandt andet blev handicappede børn i opstartsperioden sat af, uden der var nogen til at tage sig af dem. De har i flere tilfælde måttet sidde i busserne i timevis og flere børn har fået mange flere problemer, end de havde før.
Leverandører har budt ind med højere timepriser
Ifølge Aarhus Kommune skyldes den meget dyre transport primært tre ting. Nemlig at der er krav i udbudsmaterialet for eksempel med hensyn til ombordtider (borgerens tid i bilen) og aftalte bindinger, der betyder, at ruterne ikke kan planlægges så fleksibelt som tidligere.
Leverandørerne har i flere tilfælde budt ind med betydeligt højere timepriser sammenlignet med tidligere og et øget omfang af solokørsel visiteret af afdelinger/institutioner.
- Det handler om, at det udbud, vi har lavet her ved at centralisere kørselsplanlægningen, blandt andet har sat nogle flere krav. Blandt andet skal de vogne, som borgere transporteres rundt i, være nyere af sikkerhedsmæssige årsager. Så er der kommet langt flere solokørsler, og det er alt andet lige dyrere, siger politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus Anders Winnerskjold og fortsætter:
- Tidligere var det vognmændene, der stod for driften og planlægningen. Det har man så hevet ind og gjort kommunalt, det er der gode grunde til, men det har betydet, at vognmændene har gjort det en lille smule dyrere.
Nye udbud og færre solokørsler skal redde økonomien
Problemerne betyder nu, at der skal laves en række nye tiltag, der sikrer, at økonomien ikke løber løbsk.
I den nye redegørelse lægger kommunen op til, at langt færre børn fremover skal have bevilliget såkaldte soloture, der betyder, at særligt sårbare børn kører alene, og så skal der laves flere nye udbud.
Den løsning er dog helt urealistisk, mener lokalformand for Landsforeningen LEV, Anne Kjeld Pedersen.
- Der har været flere solokørsler, men det er jo netop fordi, at den kørselsordning, man har lavet, har været til skade for mange borgere, børn og voksne. Derfor har man måttet indføre temmelig meget solokørsel til dem, der ikke kunne klare den her nye form for kørsel, og trækker man nu blot solokørslerne ud, så er jeg bekymret for, at det går helt galt igen.
De mange penge, som er blevet brugt på kørsel, kunne være blevet brugt meget bedre, mener Anne Kjeld Pedersen.
- Det, som jeg yderligere synes er så fortvivlende, er, at de 70 millioner vi foreløbigt snakker om, hvad kunne de ikke have gjort, når vi tænker på for eksempel handicapcenteret for børn. De giver afslag på afslag på afslag til støtte til familier med handicappede børn. Der kunne 70 millioner have gjort så meget, siger Anne Kjeld Pedersen.
Kommune udelukker ikke at skrotte systemet helt
Generelt er der meget store udgifter i Aarhus Kommune sammenlignet med andre kommuner. For eksempel bruger Aarhus Kommune 65 kroner mere per tur på transport med handicappede skolebørn, end Favrskov Kommune gør.
I redegørelsen lægger Aarhus Kommune også op til, at det kan være en mulighed at skrotte systemet helt, hvis ikke økonomien bliver bedre.
Så langt tror Anders Winnerskjold dog ikke, at man når ud.
- Vi har en forventning om, at vi kommer i balance i 2019, og det håber vi selvfølgelig på. Der er jo ikke noget, der er fuldstændig sikkert i den her verden, men jeg synes også, at det ville være unfair for forældrene, hvis man skal til at lave det om, siger Anders Winnerskjold.