To mænd taget for røverier: Må fejre jul og nytår i spjældet
Mandag blev to yngre mænd varetægtsfængslet efter tre røverier i Aarhus
Tre røverier mod personer på gaden har nu sat to mænd på 17 og 19 år i fængsel frem til den 2. januar. Det er et faktum, efter at de to mænd tidligere mandag blev fremstillet i grundlovsforhør og her altså blev dømt til varetægtsfængsling i fire uger.
De tre røverier, som mændene er fængslet for, er alle begået natten mellem fredag og lørdag i den forgange weekend.
- Det første var ved tunnelen ved Vestre Ringgade og Fuglebakkevej kl. 4, det næste i skolegården ved Samsøgade Skole kl. 4.45 og det sidste på Ny Munkegade nær skolen, oplyser Østjyllands Politi.
TV 2 | ØSTJYLLAND skrev om de to sidstnævnte røverier i weekenden. Efter røverierne søgte politiet vidner.
- Det, der sker, er, at en person henvender sig til den forurettede, og de ender så inde i skolegården ved Samsøgade Skole, hvor der står fire til fem personer og venter på dem, den forurettede bliver så sparket og slået og får stjålet sine ejendele, sagde vagtchef ved Østjyllands Politi, Carsten Dahl, ved den lejlighed.
To af gerningsmændene blev anholdt søndag kort efter kl. 12. De to personer er fra Djursland og Aarhus.
Hvis du har flere oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på tlf. 114.