Marie bliver chikaneret og svinet til på nettet - sagen er Danmarks største
Maries og Thomas' navne er opdigtede.
- Hvem er det, du skal ud og hore med i aften?
Stemmen fra iPaden skærer sig igennem rummet og bliver hængende. En seksårig pige fniser usikkert og kigger stille fra sofaen i retning af sin mor, som om hun ikke helt forstår, hvad der sker. Det er hendes far, hun snakker med på FaceTime. Men beskederne er henvendt til pigens mor:
- Hvem er manden, som du skal ud og hore med i aften, Marie? Hvem skal du ud og hore med i aften?, gentager manden på skærmen.
Maries datter kigger igen hen på moren og hvisker, at far hele tiden siger det samme. Marie laver lydløse fagter til datteren om at slukke for opkaldet. Datteren forsøger, men touchskærmen driller.
- Hvem er han?, fortsætter pigens far og Maries eksmand.
Stemmen bliver mere og mere intrigerende:
- Hvem er han, Marie?
Opkaldet afbrydes.
Vi er i 2018. Det er et par måneder siden, Marie forlod sin eksmand, Thomas. Efter bruddet er han begyndt at chikanere, forfølge og tilsvine Marie, og de kommende måneder kommer han til at sende over 30.000 beskeder via mail, opkald og sms’er. Beskeder, der handler om, hvor stor en psykopat og luder Marie er.
“Guderne skal vide, at jeg forsøgte at gøre dig til en del af noget større. Og guderne skal vide, at du ikke aner, hvad du taler om. Din billige luder.”
- kl. 02:17, 19. december, 2018“Jeg har aldrig nogensinde i hele mit liv mødt så sygt og depraveret et menneske.”
- kl. 09:05, 14. august 2019“Du havde alt. Og så besluttede du dig for at trække os alle fire ud i lokummet og sænke dig ned under din søsters niveau.“
- kl. 01:21, 24. august 2019Dette er historien om et menneske, der er gået fra at være ægtemand til at være stalker. Og det er historien om en kvinde, der bliver forfulgt og chikaneret af den, som hun engang elskede og fik børn med. En mand hun måtte flygte fra, men som hun i dag alligevel ikke kan blive fri for. Historien bliver fortalt af Marie selv, og det sidste kapitel er endnu ikke skrevet.
100.000 udsættes årligt for stalking
100.000 mennesker i Danmark er udsat for stalking årligt. 65 procent er kvinder. I langt de fleste tilfælde har stalkeren og ofret været kærester eller ægtepar, men mange oplever også at blive stalket af en kollega, en nabo eller en hemmelig beundrer. Musikeren Lydmor og professor i psykologi Svend Brinkmann har begge for nyligt fortalt offentligt, at de bliver forfulgt og chikaneret af en stalker.
Kilde: Socialstyrelsen.dk
For at forstå hvordan Marie er endt her, skal vi tilbage til dengang, hvor Thomas ikke var Maries stalker, men derimod en spændende mand på hendes arbejdsplads.
Marie møder sin stalker
- Da jeg møder Thomas, ser jeg en glad mand, som alle ser op til. Han er sød og spændende, og jeg tænker: Gad vide, hvad han er for en.
Vi er i start-nullerne. Marie er lige fyldt 20 år og har fået et fritidsarbejde på TV2 Østjylland, hvor den 17 år ældre Thomas også arbejder.
- Thomas bliver sygemeldt, og jeg besøger ham og hjælper ham. Her lærer jeg ham at kende inde bag facaden. Han er omsorgsfuld og kærlig, og vi bliver et par. Jeg elskede ham, og dengang tænkte jeg, at det var for hele livet.
I 2009 bliver Thomas og Marie gift.
- Thomas går meget op i titler, og at det skal se ordentligt ud på overfladen. Jeg tror, anerkendelse er rigtig vigtig for ham – at nogen ser op til ham. Med mig ved sin side synes han, at vi står stærkt. At vi er et powerpar.
Et år efter brylluppet får de deres første barn. Alt virker perfekt på overfladen.
Advarslen fra fortiden
Men en dag kommer der en advarsel fra fortiden. Mellem tilbudsskilte og trætte børn i Føtex møder hele familien tilfældigt Thomas’ første ekskone:
- Hun siger til mig, at jeg skal passe på. At han ikke er, hvem han udgiver sig for at være.
Marie og Thomas snakker efterfølgende kort sammen om episoden.
- Han slår det bare hen. De lå i strid, og jeg tror automatisk på min mand. Sådan er det jo.
Efter at Marie og Thomas har fået børn, begynder deres forhold at slå revner.
- Han er ældre og har dermed en autoritet i vores forhold, så vores forhold bliver ligesom på hans præmisser. Hvis jeg ikke gør, hvad han siger, udstiller han mig som illoyal.
Thomas har holdninger til, hvem Marie skal se, hvad hun skal spise, og hvornår hun skal være hjemme.
- I starten kunne vi godt se min familie og venner, men det begrænser sig mere og mere. Han lægger sig ud med min familie, og da min far fylder 60, synes han ikke, vi skal med til fødselsdagen. Hvis jeg alligevel tager med, er jeg illoyal. Så jeg ender med at sidde grædende hjemme på køkkengulvet og tale med min far i telefonen.
I 2015 har Marie fået nyt arbejde, og her viser en mandlig kollega interesse for hende. De indleder en affære.
- Jeg har det ad helvedes til, men min kollega lægger mærke til mig og giver mig opmærksomhed. Det giver mig energi. Jeg føler mig som noget særligt igen. Men samtidigt er det så forkert, og jeg synes bare, at det skal stoppe. Jeg gør det, fordi det er svært derhjemme.
Marie og hendes kollega ses mest på arbejdet for ikke at blive opdaget, men en aften aftaler de at mødes på en rasteplads. Den aften får voldsomme konsekvenser for Marie. Thomas har nemlig installeret et lille kamera i bilen, som optager hele episoden.
Syv kameraer og gps overvåger Marie
Thomas er rasende. Han siger, at Maries utroskab har ødelagt hele deres liv. Marie undskylder, og affæren stopper. Et par måneder senere bliver hun sygemeldt fra sit arbejde.
- Jeg går hjemme og er i en underdanig position. Jeg skal bevise, at jeg vil ham og familien. Og jeg bliver bare mere og mere sårbar, fordi jeg forsøger at fortælle mindst muligt om, hvordan Thomas er til mine venner og familie, så de stadig kan lide ham, hvis vi får det godt. Men jeg føler mig skyldig og afhængig af Thomas.
Men Thomas stoler ikke på sin kone. Derfor begynder han at overvåge Marie massivt.
Thomas har udover kameraet i bilen fået installeret syv kameraer omkring huset, gps-overvågning på Maries telefon samt en app, der overvåger Maries adfærd på nettet. Han følger med i alt, hvad hans kone gør, nat og dag. Og Marie gør ikke noget ved det.
- Jeg skammer mig over affæren. Jeg er flov og synes jo, at han har ret. Men samtidig synes jeg også, at han er en idiot, der ikke skal diktere, hvad jeg skal. Men fordi jeg er flov og skammer mig, prøver jeg at gøre det godt igen.
Overvågningen bliver så omfattende, at selv børnene følges på en skærm:
- Han køber også et par små gps-sendere, som han lægger i børnenes flyverdragter hver morgen, når de skal i børnehave, så han kan følge med i, hvor de er.
Der kommer en dag, hvor Marie oplever den altomsluttende overvågning på tætteste hold. Marie har været på indkøb og er nu hjemme med børnene igen. Hun har set en dukke, som hun vil købe til sin datter i julegave. Så efter et par timer går hun tilbage til butikken.
- Da jeg står i køen til kassen, kan jeg mærke, at der står én lige bag mig. Det er Thomas, selvom han burde være på arbejde. Han har et vildt blik og spørger mig, hvorfor jeg er i Føtex to gange på én dag.
Stalking er psykisk vold
Stalking er en form for psykisk vold, som består af uønsket og gentagende overvågning, forfølgelse og chikane. Varigheden kan variere fra nogle uger op til flere år. Stalkingen kan bestå af:
● Gentagende telefonopkald, sms’er, mails og breve samt chikane på internettet
● Forfølgelse og overvågning af personens hjem og arbejdsplads
● Rygtespredning og falske anklager
● Chikanering af personens familie, venner og kollegaer
● Hærværk af personens ejendele
● Vold eller trusler om vold
Kilde: Socialstyrelen.dk
Frygter for sit liv
Marie får det værre og værre i det forhold, der engang lignede et normalt ægteskab, men som nu har udviklet sig til et liv fyldt med overvågning, kontrol og frygt.
- Jeg føler konstant utryghed og gør gode miner til slet spil. Han bliver ved med at tale om affæren. Morgen, middag og aften, og særligt om natten kører han løs, selvom det er flere år siden. Han bliver mere og mere vred, og han virker manisk.
Det er ikke kun overvågning og kontrol, som Marie oplever. En aften ligger Marie i sengen med sin telefon. Thomas vil igen tale om Maries affære. Marie begynder at filme Thomas, der står bøjet over hende. På optagelsen kan man høre Marie sige til Thomas, at han er manisk. Thomas svarer med et intenst, arrigt blik, at det ikke er at være manisk, men det er at være blevet behandlet sådan i to år. Og så slår han. Telefonen ryger ud af hånden, og man kan høre Marie ømme sig. Optagelsen stopper. Episoden er ikke enestående, og Marie frygter for sit eget og sine børns liv.
- De sidste måneder er vanvittige. Jeg sover med låst dør og med børnene ved min side. Jeg er også bange for, at de ikke er i børnehaven, når jeg henter dem om eftermiddagen. Jeg er konstant overvåget, og jeg er på stikkerne i mit eget hjem. Jeg prøver at undgå ballade, samtidig med at jeg passer børn og nyt arbejde.
I juni 2018 kommer dagen, Marie har ventet på i lang tid. Mens hun sidder på sit arbejde, ringer telefonen. Et opkald, som bliver billetten ud af forholdet og væk fra Thomas.
Marie har i over et halvt år i al hemmelighed kigget efter et nyt sted at bo. Under påskud om at besøge sine forældre med børnene, har hun været ude og kigge på huse. Ved at efterlade sin bil med gps-sender hos hendes far og mor og tage farens bil, er det lykkedes hende at gå under Thomas’ radar. Og den her dag venter Marie på et opkald, der skal ændre hendes liv.
- Det er ejendomsmægleren, som siger, at jeg har vundet budrunden på et hus. Jeg bryder grædende sammen. Det er vejen ud, vejen frem. Friheden.
Marie og børnene flytter, og Marie bliver skilt fra Thomas. Hun håber og tror på, at hendes liv efter flere år styret af Thomas endelig kan blive bedre. At vanviddet er ovre. Men det skal vise sig, at vanviddet knap nok er begyndt.
Det er nu, at Thomas forvandler sig fra at være Maries ægtemand til at blive hendes stalker.
30.000 beskeder på fire måneder
- Lige efter jeg flytter, føles det normalt, at Thomas konstant skriver til mig og overvåger mig. Jeg er vant til det fra den sidste tid af ægteskabet.
Thomas kontakter Marie gennem beskeder, Messenger og på mail.
- Men det bliver bare ved, og det er så omfattende. Jeg kan få 300 beskeder på en dag og 100 opkald.
Op til flere gange i minuttet skriver Thomas til Marie. En blanding af tilsvininger og beskeder om, at de skal finde sammen igen.
"Du er KOMPLET psykopat. Du er psykopatisk selvoptaget og umulig på en måde, jeg ikke engang har HØRT om tidligere.”
- kl. 08:35, 14. august 2018- Jeg orienterer politiet, men vælger ikke at gå videre med det. Jeg blokerer ham på forskellige kanaler, men så åbner han bare en ny. Når jeg møder ind på arbejde om morgenen, kan der ligge 80 nye beskeder fra ham på arbejdsmailen. Og når arbejdsdagen er ovre, ligger der 50 mere.
De mange beskeder og henvendelser påvirker Marie. På arbejdet arbejder hun for låst dør på sit kontor i frygt for Thomas, og når hun kommer hjem, følger hun en fast rutine. For hun frygter det værste.
- Jeg ringer til en ven fra bilen, når jeg kører ind i indkørslen. Så åbner jeg hoveddøren og går ind i køkkenet. Jeg tager en kniv fra skuffen, og så tjekker jeg med min ven i røret alle værelser. Jeg er hele tiden på mærkerne. Jeg sover stadig med børnene om natten, og jeg kan være oppe flere gange om natten for at tjekke, om døren er låst.
En aften hører hun noget udenfor:
- Jeg får en mærkelig fornemmelse af, at der er nogen. Der kommer en rungen fra træterrassen. Jeg går ud og ser, at han lige har været forbi.
Udenfor finder Marie et lille træskilt på jorden. En gave givet til Thomas fra et af deres børn, som han returnerer.
- Jeg tænker, at han var rundt og kigge ind i huset.
Stalkeren er ofte kold og beregnende
- En stalker er ofte meget beregnende, kold og har meget lidt forståelse for, hvordan de påvirker deres offer. De tænker på dem selv og fokuserer kun på, hvad offeret har gjort mod dem, fortæller Lise Linn Larsen, direktør for Dansk Stalking Center og uddyber:
- Typisk vil en stalker enten skabe eller genskabe en relation til et menneske, som vedkommende er blevet afvist af. Og når man bliver afvist igen, bliver man vred. Det kan blive til en hævngerrighed, som motiverer til at chikanere og holde øje med ofret. Man sørger for, at ens offer hele tiden ved, at man holder øje.”
Dansk Stalking Center er selvstændig interesseorganisation, der har til formål at hjælpe alle, som er berørt af stalking. Siden 2019 har Dansk Stalking Center været sikret fast driftsbevilling gennem finansloven.
Politiet har aldrig set noget lignende
I december måned bliver det for meget for Marie. Hun kontakter politiet. De har aldrig set noget lignende. Derfor udsteder de et tilhold til Thomas. Han må nu ikke længere kontakte Marie, og hun får særtilladelse til at bære peberspray.
Men tilholdet hjælper ikke. De efterfølgende ni måneder bryder han tilholdet 1.516 gange. Det sender Thomas i fængsel. Over de næste fire måneder får han tre fængselsdomme - fire måneder, 60 dage og 40 dage.
Når Thomas er i fængsel, oplever Marie endelig fred. Men få timer efter løsladelse fra en varetægtsfængsling, kontakter Thomas hende 66 gange gennem børnenes telefoner og iPads. Dagen efter bliver han varetægtsfængslet igen.
Senere, da Thomas igen er ude, sender han Marie tre MobilePay-overførsler med teksten “tokrones-luder”. Tokronen som et symbol for, hvor billig Marie er.
Dagen efter bliver han arresteret og varetægtsfængslet på ny.
- Ved hver eneste dom er det en kombination af lettelse og retfærdighed, og at nu må han lære at stoppe, og samtidig synes jeg også, at det er synd for ham.
Efter skilsmissen arbejder Thomas heller ikke længere på TV2 Østjylland, og han er flyttet hjem til sin mor.
- Jeg ønsker, at han skal komme videre med sit liv.
Men de tre fængselsdomme stopper ikke Thomas’ stalking. Han ændrer bare strategi.
Stalking fortsætter gennem børnene
Efter skilsmissen har Thomas mistet forældremyndigheden over børnene, men nu bliver de kanalen til at stalke sin ekskone.
På fire måneder i begyndelsen af 2020 skriver og ringer Thomas igennem børnenes iPads mellem 8.000 og 10.000 gange.
Størstedelen af henvendelserne er rettet mod Marie med nedværdigende indhold.
- Børnene forstår det ikke. Han kan gå fra at skrive til min datter, at han savner hende til i næste sætning at skrive: ‘Men du ser mig aldrig igen, for din mor er en luder, der valgte at trække vores liv ud i lokummet’.
På det her tidspunkt er Maries børn syv og ni år.
- Jeg beder dem om ikke at åbne beskederne, og jeg fortæller dem, at det, far gør, det må man ikke.
Marie giver også politiet adgang til børnenes iPads. I sommeren 2020 får Thomas et tilhold mod sine egne børn. Men han stopper ikke med at stalke og forfølge Marie.
Vi spoler tiden ni måneder frem – til foråret 2021. Marie har fået en ny mand, og de er flyttet sammen i en lille by i Østjylland. Maries nye mand, Mikkel, er hjemme og står ude foran huset. En bil kommer kørende ned ad den blinde vej, som huset ligger på. Mikkel ser, at det er eksmanden, Thomas, og filmer episoden.
Næsten tre år er gået, siden Marie forlod Thomas. I den tid har Thomas stalket Marie så voldsomt, at han har fået tilhold mod hende og børnene, opholdsforbud og været i fængsel tre gange. Alligevel stopper Thomas ikke. Han finder derimod en ny måde at stalke Marie på. Nu igennem Facebook på hans åbne profil.
Under opslag med gamle videoer af Marie, Thomas og deres fælles børn skriver han flere hundrede kommentarer om Marie – men uden at nævne hendes navn.
Jeg har aldrig nogensinde set så grotesk en psykopat hore og hore og hore og lyve og lyve sine egne børn så fuldstændig i smadder - det er helt uvirkeligt.
Der er ingen andre, der kommenterer end Thomas. Det er én lang monolog og Thomas’ eget lille ekkokammer, men det er til skue for alle.
Jeg har aldrig nogensinde oplevet så uhyggeligt et teflon-menneske, der simpelthen er fuldstændig blottet for naturlig varme og oprigtig kærlighed til og interesse for sine egne børn.
Jeg har aldrig kendt så farligt et menneske, fuldstændig blottet for integritet.
Marie er magtesløs
Tre gange klager Marie over skriverierne og de mange fotos af hende og børnene til Østjyllands Politi. Men Østjyllands Politi afviser dem. Selvom der står i tilholdet, at Thomas ikke må skrive om hende på nettet, tolker Østjyllands Politi, at det også skal kunne bevises, at Thomas har intention om at få kontakt.
- Jeg står helt magtesløs. Jeg kan ikke ty til selvtægt eller bede ham stoppe, for så ryger grundlaget for tilholdet. Jeg bliver ikke taget seriøst.
I juli måned anmelder Marie Thomas for fjerde gang til Østjyllands Politi. Først to måneder senere bliver hun og Thomas afhørt.
- Jeg ved godt, at politiet har andre mere alvorlige sager, som de er nødt til at prioritere, men det her påvirker hele min verden. Så ikke at kunne få hjælp fra de eneste, der kan hjælpe og stå i det hver eneste dag og prøve at holde livet kørende, det er dybt frustrerende.
Efter Thomas er blevet afhørt, forsvinder kommentarer fra hans Facebook-profil.
Men han stopper ikke med at være aktiv på det sociale medie. Nu lægger han i stedet opslag, links og artikler op om kvinder, der er psykopater eller dårlige mødre.
Og Marie kan intet stille op.
Politikredse vurderer stalking forskelligt
I begyndelsen af 2022 får Marie et brev fra Sydøstjyllands Politi, som også har været inde over Maries sag. Det er et anklageskrift mod Thomas - han står anklaget for at bryde tilholdet tilbage i marts 2021. Men der er endnu et punkt, som overrasker Marie.
Sydøstjyllands Politi har modsat Østjyllands Politi vurderet, at opslagene med kommentarerne på Facebook er et brud på tilholdet.
- Jeg er glad for, at Sydøstjyllands Politi tager det seriøst. Men jeg forstår ikke, hvorfor der kan være så stor forskel på politikredsenes behandling af stalkingofre som mig. I Sydøstjylland bliver jeg behandlet som et menneske. Hos Østjyllands Politi føler jeg mig som et nummer.
Østjyllands Politi beklager, hvis Marie ikke føler, at hun er blevet taget seriøst. Vicepolitiinspektør Lennart Glerup mener dog stadig, at de på papiret har gjort deres arbejde godt nok.
- Vi har rejst alle de sager, hvor vi mener, at der har været grundlag for det, siger han.
Med ny lov kan stalkere straffes højere
Den 1. januar 2022 trådte en ny lov i kraft, der kriminaliserer stalking. Indtil da var stalking kriminaliseret gennem tilholdsloven. Den nye bestemmelse betyder, at færre betingelser skal være opfyldt, før det kan straffes.
Samtidig skærpes straffen for stalking. Gennem den gamle bestemmelse i tilholdsloven kunne stalking straffes med bøde eller op til to års fængsel. Nu skærpes straffen for stalking, så der kan gives op til tre års fængsel.
Kilde: Justitsministeriet.dk
De mange års stalking har sat sig i Marie. Selvom hun ikke længere direkte bliver bombarderet med beskeder, opfører hun sig anderledes i dag.
- Jeg kigger ud af vinduer stadigvæk, jeg dobbelttjekker låse på døren, jeg holder øje med nummerplader og holder udkig konstant. Det ligger hele tiden i baghovedet. Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg begyndte at græde, da jeg skulle fortælle det til en kollega.
De mange års stalking påvirker også Maries allernæreste relationer:
- For nyligt tumlede og grinede min søn, Mikkel og jeg i sofaen. Mikkel holdt mig fast, og så gik jeg lige pludselig i panik. Jeg begyndte at ryste og græde og løb ud af rummet, ud på badeværelset og låste døren. Min mand blev forskrækket og fik dårlig samvittighed, men det er jo ikke ham eller hans skyld.
Tre ud af fire stalkingoffere har tegn på ptsd
- Stalking kan sammenlignes med terror. Man føler, at man er i fare. Man ved ikke, hvornår ‘terroristen’ vil slå til og på hvilken måde. Og når man hele tiden er under angreb, er man hele tiden på vagt – ligesom soldaten i en krigszone.
Det siger professor i psykologi fra Syddansk Universitet Ask Elklit, der har forsket i emnet, og tilføjer:
- Tre ud af fire i vores undersøgelse, der blev stalket af manden til deres børn, havde tegn på ptsd. Og det kan give angst og depression at blive stalket. Stalkingen re-aktiverer nemlig de farer eller trusler, som mange, der er blevet stalket, har været udsat for tidligere.
Til maj skal Thomas for en dommer. Om den fjerde retssag bliver punktummet for Danmarks største sag om stalking, vil tiden og Thomas vise. Indtil da må Marie leve med de psykiske efterskælv og bevidstheden om, at hendes stalker og tidligere mand stadig kan skrive om hende på nettet.
- Det er ekstremt krænkende, at en anden person kan gøre, at man hele tiden er i frygt, siger Marie.
ETISKE OVERVEJELSER:
Marie og Thomas er anonymiseret for at beskytte deres fælles børn. Det samme gælder Maries nye mand, Mikkel. Deres rigtige navne er derfor ikke anvendt i denne artikel. Redaktionen er bekendt med deres fulde identitet.
Thomas har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Maries beskrivelse af hændelsesforløbet er bekræftet af hendes familie og hendes nye arbejdsgiver. Derudover har TV2 ØSTJYLLAND via aktindsigt i sagen fået dokumenteret hendes påstande.
At Marie og Thomas tidligere har arbejdet på TV2 ØSTJYLLAND har givet anledning til mange overvejelser om, hvorvidt vi skulle bringe historien. Vi vurderer dog, at historien er så vigtig at fortælle, at vi med sikkerhed også ville have bragt den, hvis den ikke havde tråde til vores egen arbejdsplads. Derudover er vores kendskab til Thomas som en dygtig, sjov og venlig kollega med til at tegne et mere nuanceret billede af en person, der var afholdt af mange, men som med tiden blev besat af jalousi. Hør mere i podcastserien ”Forfulgt af Danmarks største stalker” lidt længere nede på denne side.
Bliver du stalket?
Har du selv oplevet at blive stalket, kan du kontakte Dansk Stalking Center for hjælp og rådgivning.
Lyt til podcasten her:
Tekst: Anders Knutsen Worre
Illustrationer: Asger Kjærholm
Interview: Irene Nørgård
Redaktør: Karsten Smed
Udvikling og layout: Frederikke Schmidt
Udgivet: Februar 2022