Mette ville donere sine æg: Men det er ikke lovligt

Mette Hansen fik foretaget en ægudtagning på en fertilitetsklinik. Tre børn senere ønskede hun at donere de resterende æg, men lovgivningen sagde nej.

Udgivet Opdateret
Mette Hansen har to drenge og en pige. Foto: Privatfoto

Der er mangel på ægdonorer i det offentlige.

Derfor undrede det Mette Hansen fra Aarhus, at de æg, som hun havde fået udtaget, ikke kunne doneres til andre. 

Hun havde fået de børn, hun gerne ville. Derfor ringede hun til fertilitetsklinikken og spurgte, om hun måtte donere de frosne æg, hun havde tilovers.

- Men de sagde, at det kunne jeg ikke, fordi mine æg 'var private'. Der er en uretfærdighed i, at man bare smider noget ud, som andre kunne have fået glæde af, siger Mette Hansen, som er mor til tre.

Mette Hansens æg, som var på fertilitetsklinikken i Horsens, blev destrueret, dagen før hun fyldte 46 år, for sådan er lovgivningen på området i Danmark.

Gravid med kunstig befrugtning 

Mette Hansen fik i 2006 livmoderhalskræft, men blev imod alle odds gravid to gange med sin daværende mand, efter hun var blevet rask.

Men graviditeterne tog hårdt på hendes krop, og derfor blev i 2008 hun steriliseret.

En fertilitetslæge fortalte hende dog, at hun godt kunne blive gravid igen med sine egne æg, men at det skulle foregå med kunstig befrugtning.

Derfor begyndte hun i fertilitetsbehandling, som blandt andet indebar blodprøver og hormonbehandling.

Hun fik udtaget nogle æg, som blev befrugtet af hendes kærestes sæd og frosset ned.

Efter en måned blev de sat op igen, og hun blev gravid. Som mor til tre opstod ønsket om at donere de tilbageværende æg.

- Jeg ved, hvor meget glæde mine børn har skabt i mit liv. Jeg troede ikke engang, at jeg skulle have børn. Jeg troede, at jeg skulle dø. Tænk sig, hvis jeg kunne give det videre til en anden, som har svært ved at få børn, siger hun til TV2 Østjylland.

Men det må hun ikke.

Fra donation til adaption

Ifølge Anette Vestergaard Gabrielsen, som er klinik- og laboratoriechef ved Regionshospitalet Horsens, kan der være forskellige årsager til, at en sådan donation ikke er mulig. 

- Hvis man som patient får frosset æg ned, er det ens egne æg, som enten kan være befrugtede eller ubefrugtede. Hvis æg skal doneres væk, skal det ske på udtagningstidspunktet, altså før de bliver befrugtet og efter en større udredning af ægdonoren, siger Annette Vestergaard Gabrielsen til TV2 Østjylland. 

Hun ikke er bekendt med netop Mette Hansens forløb og udtaler sig derfor generelt.

Ydermere fortæller hun, at når der er befrugtede æg i fryseren, er de befrugtede med mandens sæd eller donorsæd. Hvis man donerer et befrugtet æg, kalder man det derfor for en embryodonation eller adaption. Og det er ikke lovligt i Danmark.

Ifølge Anette Vestergaard Gabrielsen mangler de mange æg ved klinikken i Horsens, som er offentlig. Selvom man får samme beløb for at donere til det offentlige som til det private. Det kan dog skyldes klinikkens beliggenhed, som ikke er lige så bekvemt for de unge, som privatklinikkerne i Aarhus er.

Donor på bagkant?

Mette Hansen kan godt forstå begrundelserne, men det ærgrer hende alligevel.

- Jeg kan godt forstå det juridiske aspekt, men jeg synes, at det har været spildt. To potentielle børn kunne være blevet givet til andre, siger Mette Hansen.

Som ægdonor skal man igennem en masse blodprøver og tests samt et større screeningsforløb, hvilket Mette Hansen forud for sin ægudtagning ikke har været igennem, og derfor kan hendes æg ikke doneres.

I princippet kunne man vel godt screene og tage blodprøver inden ægudtagningen for alle kvinder, så kvinder som Mette Hansen ville kunne donere på bagkant?

- Det er ikke lovligt at donere på bagkant. Hvis det var lovligt, ville det være en stor og dyr proces, som alle kvinder skal igennem. Jeg ved heller ikke, hvor mange kvinder der vil have interesse i dette, siger Anette Vestergaard Gabrielsen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her