Millionsvindel vækker forargelse blandt beboere: Frygter konsekvenser for fremtiden

Afsløringen af mulig millionsvindel i boligselskabet Østjysk Bolig møder forargelse blandt lejerne i Bispehaven i det vestlige Aarhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Louise Nielsen bor i Bispehaven, og hun er uforstående overfor, hvordan en mulig svindelsag som denne kan finde sted.

- Det er jo helt grotesk, hvis det passer.

Sådan lyder det fra Louise Nielsen, der bor i Bispehaven i det vestlige Aarhus, efter en afsløring om svindel i Østjysk Bolig, hvor ledende medarbejdere mistænkes for at have svindlet for op mod 20 millioner kroner. Penge som ifølge en advokatundersøgelse er brugt på blandt andet dyre vine, rejser og privat ridebane.

- Det er penge, som er vores, og som kunne være brugt til forbedringer. Lige meget om det er til min bolig eller til nogle fælles arrangementer, som ville være godt for mig og alle mine naboer, så synes jeg, at det er mega ærgerligt, siger Louise Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Sagen rullede allerede i efteråret, da daværende direktør Allan Søstrøm blev fyret - mistænkt for at have svindlet for 370.000 kroner. Her cirka et halvt år efter slår en advokatundersøgelse fast, at der er flere om svindelen, og beløbet nu er steget til 20 millioner kroner.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Allan Søstrøms advokat Bettina Mortensen, som oplyser, at han nægter sig skyldig. 

Frygter konsekvenser for fremtiden

Med godt 2800 boliger i boligforeningen svarer svindelbeløbet på 20 millioner kroner til op mod 7000 kroner per bolig.

- Nu er det heldigvis ikke så længe siden, at vi sidst fik nyt komfur og køleskab, men man kan da godt frygte, at den mulige svindel kan betyde, at de penge ikke er der i fremtiden, siger Louise Nielsen.

- Vil jeg for eksempel kunne få skiftet mit toilet, når det engang skal skiftes?

Boligformand rystet

Da TV2 ØSTJYLLAND torsdag var forbi Bispehaven mødte vi - udover Louise Nielsen - flere beboere i Bispehaven, som udtrykte forargelse over sagen.

Og onsdag fortalte formanden i Østjysk Bolig, at hun er chokeret over oplysningerne.

- Jeg er meget, meget rystet og chokeret over, at der har fundet noget sted i så stort et omfang.

- Nu er jeg jo selv beboer, og jeg synes, det er helt vanvittigt, siger Katja Hillers til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Boligformanden i Østjysk Bolig fortæller, at hun er chokeret over afsløringen.

Mistænkelige overførsler for 9,3 millioner kroner

Advokatfirmaet, der står bag undersøgelsen konkluderer, at der kan være sket svindel for op mod 20 millioner kroner:

  • Kontantoverførsler til uvedkommende private bankkonti for samlet 9,3 millioner kroner

  • Privatlignende udgifter til f.eks. restaurationer og dyre vine afholdt for boligforeningens regning for 2,2 millioner kroner,

  • Private udgifter skjult i boligforeningens byggeregnskaber for 1 million kroner

  • Og mistænkelige indbetalinger fra en storleverandør på 7,4 millioner kroner, som blandt andet er gået til at balancere diverse konti i Østjysk Bolig, der var benyttet til at dække private udgifter.

Aarhus Kommune står for tilsynet med boligforeningen, og det var i sin tid en anonym whistleblower, der fik kommunens tilsyn til at gå boligforeningen nærmere efter i sømmene.

Fredag mødes boligforeningen med Aarhus Kommunes tilsyn for at få uddybet advokat- undersøgelsen og aftale, hvad der nu skal ske i sagen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her