Mindre konkurrence: Rekordmange vil hellere gå til DHL

På tirsdag begynder DHL Stafetten i Aarhus. I år har rekordmange valgt at gå ruten på de fem kilometer.

Udgivet Opdateret
I år er det den 41. udgave af DHL Stafetten i Aarhus.

Der er budt op til stor firmafest i Mindeparken i Aarhus, når 47.500 mennesker deltager til årets DHL Stafet, som foregår tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge.

Det er langt fra første gang, at firmaer mødes til et motionsopgør med Mindeparken som slagmark. Dog er noget ikke som det plejer.

I år har hele 20.000 mennesker nemlig valgt at gennemføre de fem kilometer ved at gå. 

Mulighed for en anderledes snak 

Over 800 firmaer har tilmeldt sig stafetten, og ifølge Jeanette Sørensen, som er eventchef for Aarhus Motion, er der mange, der ser stafetten som mere end bare motion. 

Spørger man hende, skyldes de mange 'walkere' til årets stafet ikke dovenskab, men at folk ser det som en god mulighed for at tale sammen undervejs. Andre år har der været omkring 5.000 gående deltagere om dagen, i år er tallet på godt 7.000.

- At så mange vælger at gå, hænger formentlig sammen med, at de kan tale om alle de ting, som de ellers ikke har tid til at tale om i en travl hverdag på kontoret, siger Jeanette Sørensen.

I weekenden op til DHL Stafetten blev der arbejdet hårdt på at gøre det hele klar.

Dette genkender man også hos kirstinelund, som er et virksomhedsfællesskab i Lystrup. Her har de udviklet nogle særlige samtalekort til de medarbejdere, som i år skal gå stafetten.

Men kan voksne mennesker ikke selv finde ud af at starte en samtale?

- Jo, det er voksne mennesker, så selvfølgelig kan de det. Men samtalekortene er til for at skabe en anden samtale, end der plejer at være på arbejdspladsen. De åbner op for at skabe relationer mellem mennesker på tværs, siger Rikke Dige, som er eventkoordinator & netværksfacilitator ved kirstinelund. 

Samtalekortene har forskellige spørgsmål med to på hvert kort. Med dem i hånden er man for eksempel klar til at spørge sine med-walkere, hvilke mennesker de betegner som modige, eller hvad deres yndlingsoverspringshandling er.

En stafet for alle

DHL Stafetten byder enten på et fem kilometers langt stafetløb eller en hyggelig fem kilometers gåtur, hvilket gør det muligt for alle at være med.

For Rikke Dige er ambitionen med samtalekortene, at de skal føre til mere end blot en gåtur. De medarbejdere, som er tilknyttet Kirstinelund, er også positivt stemt overfor initiativet. 

- Folk synes, at det er spændende, siger Rikke Dige, og tilføjer, at hun ser det som en god ting, at så mange vil gå fremfor at løbe til årets stafet. 

Til stafetten går man i en gruppe af fem personer, og her er det meningen, at hver person skal have et samtalekort med.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her