Nicoline til EM er overvældet: Det er større end jeg turde håbe på
Nicoline Rohmann Håkansson fra Aarhus dyster i disse dage i ungarske Budapest for at blive Europas bedste receptionist-elev
I denne uge duellerer nogle af Europas bedste håndværkere og erhvervsuddannelseselever til EM i Skills.
Et af de østjyske håb er den 23-årige receptionist-elev Nicoline Rohmann Håkansson, der dog nu nedtoner medaljechancerne.
Inden konkurrencen var forventningerne høje, men ikke alt er gået efter planen i Ungarn.
- Første dag skulle jeg lige vænne mig til lokationen og systemet, og det hylede mig lidt ud af den ved første skuespil. Dagen i går gik rigtig godt, men i dag kunne sidste opgave godt have gået bedre, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun tror nu ikke længere på medaljer, men håber på en plads i top 5 ud af de 12 deltagere i hendes disciplin.
En ting er dog helt sikkert – det har været en stor oplevelse for Nicoline Rohmann Håkansson at deltage i europamesterskaberne indtil videre.
Skal have empati og kulturforståelse
- Det har været en kæmpe oplevelse, det er større end jeg turde håbe på. Vi er 12 unge fra 12 forskellige lande, der dyster i ét fag, og vi kan evaluere og udveksle erfaringer, siger Nicoline Rohmann Håkansson.
Nicoline Rohmann Håkansson vandt tidligere i år konkurrencen om at blive Danmarks bedste receptionistelev for at kvalificere sig til EM.
Her satte hun ord på, hvad der gør en god receptionist.
- Du er en dygtig receptionist, når du har situationsfornemmelse, du har empati og kulturforståelse, og når du er løsningsorienteret og professionel. Når du er en god menneskekender, og kan finde ud af at opvarte folk, og du sørger for, at de har en god oplevelse på det hotel, som de skal tjekke ind, sagde Nicoline Rohmann Håkansson.
Bliver mødt af 10 skuespillere
- Jeg tror, at jeg er god til at sætte mig i gæstens sted og få folk til at føle sig godt tilpas. Jeg gør i hvert fald mit bedste, lød det videre.
Ifølge Nicoline Rohmann Håkansson er der noget ganske særligt over receptionistfaget.
- Det specielle ved mit fag er, at du har en uforudsigelig hverdag, og du møder alle slags mennesker. I bund og grund får jeg lov til at gå på arbejde og være et godt menneske og skulle gøre andre mennesker glade og løse deres problemer, hvis de har nogen, har hun tidligere fortalt.
Til konkurrencen bliver receptionisterne mødt af 10 skuespillere, hvor de bedømmes på håndteringen af de fiktive situationer. Derudover skal de udarbejde 5-6 skriftlige opgaver.
EM i Skills inkluderer håndværkere fra 26 forskellige lande og breder sig over 42 forskellige fag.