Nu er ny flydende sandstrand åbnet
Aarhus har fået en ny strand, efter en ny transportabel en af slagsen er blevet placeret langs havnekanten på Aarhus Ø.
Kan du ikke få nok af sol og strand, er der nu en ny mulighed et stenkast fra det centrale Aarhus.
I Bassin 7 er der nemlig kommet en ny strand ind på en ponton, hvor man nu vil kunne mærke sandet mellem tæerne.
Det oplyser Aarhus Kommune på Facebook.
Stranden er åbnet tirsdag og står dermed klar, når Aarhus onsdag ifølge DMI forventes at få solrigt vejr med temperaturer på op mod 24 grader i skyggen.
Vil man bade, anbefaler kommunen dog, at man tager et smut over til nabopontonen, hvor havnebadet byder på renset vand.
Stranden er tegnet af arkitekt Finn Nørkjær fra tegnestuen BIG og har kostet Aarhus Kommune fem millioner kroner.
Det var egentlig meningen, at den skulle være placeret i Bassin 7 for flere år siden, men tekniske problemer betød, at den har måttet ligge et andet sted på havnen.