Flammehav: Storbrand raserer gård
En gård stod natten til onsdag i lys lue. Det står endnu ikke klart, hvordan branden opstod.
En gård ved Voldby uden for Grenaa er nytårsnat gået i brand.
Det viser billedet fra stedet, og Beredskab & Sikkerhed bekræfter.
- Det er nogle bygninger med noget halm i, der er ild i. Der var kraftig brand, da vi ankom derude, siger operationschef Andreas Lundøre Madsen.
Flere af gårdens bygninger har stået i flammer, og brandvæsnet har kæmpet for, at det ikke skulle sprede sig til en anden bygning i midten, hvor der også var halm i.
Ifølge Andreas Lundøre Madsen er der tale om en forladt gård. Nytårsmorgen er brandvæsnet fortsat til stede på gården for at håndtere nedbrændingen.
Det står endnu ikke klart, hvad branden skyldtes.