Nu igen: Italiensk studerende snydt af falsk udlejer
Lejekontrakten var underskrevet, så en ung italiener sendte depositum til udlejer i Aarhus, men så hørte han ikke mere.
En 19-årig italiensk mand troede, at alt var på plads, da han pakkede kufferten og drog til Aarhus for at studere.
Han var på forhånd online kommet i forbindelse med en person, der havde et værelse til leje i Mindegade i det centrale Aarhus, og det ville italieneren gerne have.
I god tro, og efter at begge parter havde underskrevet lejekontrakten, sendte han et depositum i retning af udlejeren, som ifølge italieneren er en mand.
Svindler på spil
Desværre viste udlejeren sig at være en svindler, for da den italienske mand ankom til Aarhus, var der ikke noget værelse til ham. Faktisk havde han ikke kunnet få kontakt til udlejeren trods flere e-mails, siden han havde overført depositummet.
Det fortalte han alt sammen Østjyllands Politi, da han tirsdag eftermiddag mødte op på politigården i Aarhus for at anmelde episoden.
Hvad den unge italiener så gjorde, melder politiet ikke om.
- Vores værelser her i huset plejer ikke at være så attraktive, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Tre råd til at undgå svindel
Det er ikke første gang, at danske og udenlandske studerende er blevet snydt af falske udlejere i forbindelse med studiestart, og politiet kommer derfor med tre råd som man kan følge, hvis man vil undgå at havne i kløerne på en boligsvindler:
• Undersøg, hvem der ejer boligen. Hvis du skal leje gennem en privat, er det en god ide at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på https://tinglysning.dk eller https://boligejer.dk.
• Betal ikke penge for en bolig, du ikke har set. Det gælder både depositum, forudbetalt leje og husleje. Det er altid en god idé at se boligen, inden du underskriver lejekontrakten og overfører penge til udlejer.
• Insister på at få lejligheden fremvist, og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddør/dørtelefon. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål.