Nyt vartegn i Aarhus
Tidligt fredag morgen ankom Aarhus' nye udsigtstårn til Bassin 7 i den nye bydel i Aarhus Ø.
Tårnet, der har en samlet vægt på mere en 80 ton, er i løbet af natten blevet fragtet på en pram fra producenten HSM i Grenaa til Aarhus.
Det 14 meter høje monument er tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, og det har kostet syv millioner kroner.
Penge, som Sallingfondene har skænket.
- Jeg er meget tilfreds med det her. Helt sikkert. Man får en udsigt udover hele Aarhus, og det var det, der var meningen med det, siger Karin Salling, der er næstformand i Sallingfondene.
Ideen til byens nye udkigstårn kommer fra Aarhus' tidligere stadsarkitekt.
Se: Sådan bliver det nye udkigstårn
- Det er rart, når man har været med i en konkurrence, at se, at det er det rigtige projekt, som har vundet, og det synes jeg helt klart. Det her giver en helt ny kvalitet til stedet, og udsigten fra toppen er overvældende, siger Gøsta Knudsen, der er tidligere stadsarkitekt i Aarhus.
Tårnet kan nu ses på havnen i Aarhus, men nysgerrige østjyder må væbne sig med en smule tålmodighed i forhold til at opleve udsigten fra tårnet.
Tårnet vil nemlig være lukket indtil åbningen den 10. august.
Du kan se mere om det nye udkigstårn i tv-indslaget øverst på siden.