Pas på – dyre cykler stjæles med vinkelslibere

Torsdag aften så Jesper Baunsgaard en cykeltyv tæt på sit hjem i Åbyhøj.

Udgivet Opdateret
Her ses ladcyklen, som savner sin ejermand. Foto: Privatfoto

På vej hjem torsdag aften så Jesper Baunsgaard en mand, der kom slæbende med en ladcykel i Åbyhøj.

Til at begynde med tænkte Jesper Baunsgaard ikke videre over, hvad han havde set. Men da han havde parkeret sin egen cykel ved sit hjem, gik han alligevel ud i sin indkørsel igen. 

Han fik vældig travlt med at komme væk, da jeg kom gående
Jesper Baunsgaard, Åbyhøj

I indkørslen kunne Jesper Baunsgaard høre værktøjsstøj.

- Jeg gik mod lyden, og så en mand på hug i færd med at skære cykellåsen på en ladcykel over med en vinkelsliber, fortæller Jesper Baunsgaard til TV2 Østjylland.

Da Jesper Baunsgaard afbrød cykeltyven med det utraditionelle gerningsvåben, pakkede tyven sin vinkelsliber væk.

- Han fik vældig travlt med at komme væk, da jeg kom gående.

Der lå personlige ejendele i ladcyklen. / Foto: Privatfoto

Stigning i cykeltyverier

I mange år har antallet af cykeltyverier været faldende. Men tal fra F&P, som er brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, viser, at der i de seneste år har været en stigning i antallet af cykeltyverier. 

- Vi kan se, at gennemsnitserstatningerne på cykler er steget med 56% i perioden 2012-2022. Danskerne har i højere grad taget ladcykler og elcykler til sig, og de er attraktive for tyvene, fordi de er lette at sælge videre, siger Pia Holm Steffensen til TV2 Østjylland. 

Hun tilføjer, at de ikke specifikt kan sige, om det er ladcykeltyverier, der er skyld i stigningen.

Men grundet den voldsomme stigning i gennemsnitserstatningerne, tyder meget på, at det er cykler som ladcykler, elcykler og mountainbikes, tyvene stjæler. 

Østjyllands Politi oplyser desuden, at der for nylig har været andre lignende sager, hvor cykler i Aarhus og omegn er blevet stjålet med vinkelslibere.

En negativ stigning

Antallet af anmeldte cykeltyverier er i stigning.

- Fra januar til juni 2023 er der i Aarhus anmeldt 2267 cykeltyverier. Det er 462 mere end samme periode sidste år.

- På landsplan blev omkring 46.000 cykler meldt stjålet i 2022. Det er en stigning på næsten 9.000 sammenlignet med 2021. 

Kilde: F&P

Ejer endnu ikke fundet

På baggrund af episoden ringede Jesper Baungaard til politiet.

- Politiet sagde, at den bedste og hurtigste måde at finde ejeren på, ville være at lave et opslag i facebookgruppen 'Alle os i Åbyhøj', siger han.

Et sådant opslag har han derfor lavet, hvor han blandt andet skriver om, hvordan en person havde gang i en vinkelsliber på åben gade. 

I Åbyhøj Facebook-gruppen rapporterer yderligere to andre borgere om stjålne ladcykler inden for det seneste døgn.

Vedkommende, som savner sin ladcykel, har i skrivende stund ikke meldt sig.

Ladcyklen er derfor i Jesper Baungaards varetægt. 

Hvis ejeren ikke henvender sig, tager politiet sig af cyklen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her