Pludselig styrtede otte unge ned - flere altaner kan være farlige
Der kan være flere farlige altaner, lyder det nu fra Aarhus Kommune.
Otte unge mennesker faldt omkring 2,5 meter, da en altan på Peter Sabroes Gade i Aarhus styrtede ned i slutningen af september.
Nu konkluderer rådgivere, der har gennemgået konstruktionen, at altanen styrtede til jorden, fordi boltene i muren var placeret forkert.
Det skriver Ingeniøren.
Altanen var opsat af firmaet Ødum Smede & Maskinfabrik A/S, som sagtens kan have opsat mange flere altaner - derfor kan det ikke udelukkes, at der er nogen, der har og bruger en farlig altan andre steder.
Sådan lyder det nu fra Aarhus Kommune.
- Det er heldigvis ikke så tit, der falder altaner ned, men jeg kan ikke gøre andet end at sige, at det kan der være, og det er ejerens ansvar, siger Ann Hamborg, der er chef for Byggeri hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 Østjylland.
Skal selv tjekke altaner
Hvis man som ejer vil være sikker på, man ikke har en farlig altan, kan man tjekke, om det er samme firma, der har opsat den, og så kan man få lavet en undersøgelse af den, lyder det.
Det er ikke noget, kommunen vil sørge for sker?
- Vi har intet register, så skal vi gå igennem alle sager med altaner. Vi har tænkt over, om vi kunne gøre det på en smart måde, men indtil videre er der ikke taget beslutning om noget, siger Ann Hamborg og tilføjer:
- Vi har heller ikke hjemmel til at sige, at nu skal den og den altan undersøges, og det skal ejeren betale for. Det er noget, de selv må tage beslutning om.
Ikke overrasket
Efter den voldsomme ulykke med altanstyrtet på Peter Sabroes Gade blev Go'Bolig, der udlejer lejlighederne i ejendommen påbudt, at de resterende 16 altaner i ejendommene ikke måtte bruges, indtil der lå en analyse af, hvad der præcist var gået galt.
Det er den, der nu er klar, men konklusionen overrasker ikke Ann Hamborg.
- Altanen er jo faldet ned, og det er der en grund til. Vi har hele tiden vidst, der var noget problematisk. Nu har vi fået sat en finger på, hvad det præcist var, siger hun.
På trods af en afklaring må beboerne fortsat ikke bruge de 16 resterende altaner.
- Man kan ikke sammenligne den altan, der er faldet ned, med de andre, for der er nogle bygningsmæssige forskelligheder. Men nu er der sået tvivl om, om altanerne reelt kan holde, og derfor skal der laves en undersøgelse af dem alle, fastslår Ann Hamborg.
Ifølge hende skal beboerne i området dog ikke frygte, at der pludselig falder en altan "ned fra himlen", mens undersøgelserne står på.
- Så længe altanerne ikke bliver brugt, er det ikke et problem, at de hænger der. De falder ikke ned af sig selv, siger hun.
Et nyt påbud
Indtil den undersøgelse foreligger, vil Aarhus Kommune derfor komme med et nyt påbud om, at altanerne ikke må bruges.
- Vores reaktion på undersøgelsen er, at vi påbyder ejerne, at altanerne ikke må bruges. Det skal vi som myndighed sikre os, siger Ann Hamborg.
- Hvis en ny undersøgelse viser, at de andre altaner også er hængt forkert op, skal ejeren beslutte sig for, om de vil lovliggøre dem og hænge dem op korrekt, eller om de vil pille dem ned. Det er det valg, der er.
Det er en meget farlig situation, at en altan pludselig falder ned, hvor der går mennesker dagligt. Kommer Aarhus Kommune til at politianmelde virksomheden?
- Der kan ske fejl alle steder, så det, man gør i virksomheder, er, man tegner en forsikring, og så bliver det en forsikringssag. Men det er ejerne af bygningen, der skal tage stilling til, om man vil gå den vej, siger Ann Hamborg.
Aarhus Kommune kommer dog stadig ikke til at slippe sagen foreløbig.
- Vi følger sagen, indtil bygningen er lovlig - med eller uden altaner. Så vi følger sagen helt til dørs, siger hun.
TV2 Østjylland arbejder på at indhente en kommentar fra Go'Bolig.