Politiet bekræfter: Død person er Nick Langkjær Hansen

Efter ligsyn bekræfter Østjyllands Politi, at personen, der tirsdag blev fundet død i Aarhus Havn, er den 24-årige Nick Langkjær Hansen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
24-årige Nick Langkjær Hansen forsvandt efter en bytur i januar. Siden har politi, familie og venner ledt efter den unge mand. Tirsdag blev han fundet død i Aarhus Havn.

Der er i dag afholdt ligsyn for at få identificeret den person, der i går blev fundet død ved havnen i Aarhus.

Ligsynet har fastslået, at den fundne person er 24-årige Nick Langkjær Hansen, der forsvandt efter en bytur i januar.

Ifølge Østjyllands Politi er der intet, der tyder på, at Nick Langkjær Hansen har været udsat for en forbrydelse.

VIDEO: Dykkere bjærgede tirsdag en død mand fra Aarhus Havn. Den døde person viste sig senere at være Nick Langkjær Hansen.

Østjyllands Politi fik tirsdag klokken 16.02 en anmeldelse om, at et eftersøgningshold fra Kystdirektoratet havde fundet en død person i Aarhus Havn.

Det var familien til den forsvundne Nick Langkjær Hansen, der havde hyret Kystdirektoratet til at lede efter den unge mand.

Allerede tirsdag bekræftede familien, at den døde person var identisk med Nick Langkjær Hansen.

Men den officielle bekræftelse fra Østjyllands Politi er altså først komme i dag.

Nick Langkjær Hansen forsvandt efter en tur i byen den 29. januar 2017.

Her blev han sidste set klokken 05.23 om morgenen, hvor han forlod McDonald's på Store Torv i Aarhus.

Nick Langkjær Hansen havde været på bytur med studiekammerater i Aarhus, hvor han studerede. Til daglig boede han i en lejlighed i Horsens.

Selskabet var rundt på forskellige barer i Aarhus. Men mandagen efter weekendens bytur begyndte studiekammeraterne at blive bekymrede, da han ikke dukkede op til undervisning.

Nick Langkjær Hansen havde en forhåndsaftale om at overnatte hos en kammerat i Aarhus. Men han dukkede aldrig op.

Lys for Nick

Mor til Nick Langkjær Hansen, Jeanette Wiese Johansen, har siden Nick Langkjær Hansens forsvinden deltaget aktivt i eftersøgningen af den 24-årige studerende.

I et facebook-opslag meddeler hun, at familie og venner og andre, der vil sige farvel til den unge mand, samles i morgen klokken 18.00 ved McDonald's på Store Torv i Aarhus og tænde et lys for Nick Langkjær Hansen.

 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her