Politiet dropper visitationszoner fra midnat
Østjyllands Politi har vurderet, at visitationszonerne i Rosenhøj, Trillegården og Brabrand ikke længere er nødvendige. De ophører derfor natten til torsdag.
Østjyllands Politi har besluttet at ophæve visitationszonerne tre forskellige steder i Aarhus natten til torsdag.
Det gælder områderne omkring Rosenhøj, Trillegården og Brabrand.
Det oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.
- Vi har været meget synlige i de tre visitationszoner med både visitationer og ransagninger, står der.
Det var frygten for en bandekonflikt, der fik politiet til at indføre visitationszonerne – og det var første gang, at det skete i tre områder på samme tid.
Vil stadig være synligt til stede
I alt har politiet foretaget 123 visitationer og 45 ransagninger af biler i de tre områder. I forbindelse med aktionerne er der blevet beslaglagt to knive, en peberspray, en skruetrækker, en halskniv og en machete.
Derudover er der også blevet fundet mindre mængder af hash, kokain og tramadol-piller.
- Overordnet er der ikke gjort fund, der nødvendiggør, at visitationszonen forlænges yderligere.
Politiinspektøren fortæller desuden, at beslutningen om at fjerne visitationszonerne ikke er ensbetydende med, at politiet ikke vil være til stede i områderne. Politiet vurderer nemlig, at der fortsat er en konflikt mellem grupperinger fra Rosenhøj og Brabrand.
- En af vores vigtigste opgaver er at sikre trygheden. Vi vil derfor fortsat være synligt til stede, og bliver det nødvendigt, vil vi vurdere genindførelse af visitationszonerne, siger Brian Voss Olsen.