Snaps og juleøl i lange baner: Ekstra natbusser sættes ind
Fra i nat indsættes der ekstra julenatbusser i både Aarhus og Randers
Haps, haps, haps, nu skal vi ha' snaps.
Sådan vil mange gjalde i den kommende tid, da julefrokostsæsonen netop er skudt i gang.
Og for at det skal blive lettere at komme hjem, er der fra i nat af indsat ekstra julenatbusser i både Aarhus og Randers.
- Erfaringsmæssigt så er det ret stort det her. Der er heldigvis mange, som vælger at tage bussen hjem, og chaufførmæssigt er det den travleste tid på året for os, fortæller Britta Charmig, der er kommunikationsmedarbejder hos Midttrafik, til TV2 ØSTJYLLAND.
I julefrokostperioden er der mange nye kunder for Midttrafik.
Fra næste weekend vil der også være ekstra julenatbusser i både Silkeborg og Horsens.
Udover at tjekke køreplanen en ekstra gang i juleperioden, så er der også én anden ting, man skal være opmærksom på.
- Når man kører med en af de særligt indsatte busser, så skal man huske at det koster dobbelttakst. Man skal altså købe det dobbelte antal zoner, og hvis man har et ungdomskort, så skal man købe en børnebillet oveni. Hvis man kører på rejsekort, så trækker den dobbelt af sig selv, fortæller Britta Charmig.
TV2 ØSTJYLLAND sendte live da julelysene blev tændt på Salling. Se med her: