Slow art: Kom med til snegle-croquis
Træd ind i et bæredygtigt værksted, hvor kæmpesnegle skaber ro og nye perspektiver på samspillet mellem mennesker og natur.
Den glider langsomt hen over bordet og efterlader ikke kun et slimspor, men også blyantstreger og et varigt indtryk hos gæsterne. De er dybt koncentrerede om at indfange den nøgne kæmpesnegl og få den ned på papir.
Seancen foregår i Verdensrummet på Dokk1, hvor to timer er sat af til snegle-croquis.
- Det blev overraskende populært, så vi har lavet flere arrangementer, fortæller naturvejleder hos Aarhus Kommunes Biblioteker, Marianne Mikkelsen.
Det hele opstod lidt ved en tilfældighed, fordi hun havde kæmpesnegle derhjemme.
- De besøgende siger, det er en chance for at komme ned i gear. Og man oplever det på en anden måde, fordi man giver det så meget opmærksomhed, siger Marianne Mikkelsen.
I lokalet Verdensrummet på Dokk1 arbejder man med verdensmålene. Her er bæredygtighed i fokus og der er plads til alle i værkstedet.
Er bange for snegle
- Den store ramme for det her, er, at vi forholder os til andre arter - at verden ikke kun er til for mennesker. Når vi for eksempel forholder os til en snegl, kan vi også forholde os til at sige, måske behøver jeg ikke smide så meget gift i haven. Måske er der også plads til andre arter, siger Marianne Mikkelsen.
Emilie Paaby deltager for føste gang og tegner på livet løs.
- Det er egentlig fordi, jeg er lidt bange for snegle. Så jeg kan blive lidt udfordret, siger hun.
Og hun bliver udfordret.
- Jeg synes stadig, det er lidt angstprovokerende. De er flotte, men jeg kan godt mærke mit hjerte banker lidt.
Sneglecroquis foregår både på Dokk1 og på Tilst Bibliotek.