Søger vidner: 15-årig holdt fanget - mor måtte overføre 5000 kroner
En 15-årig dreng var onsdag aften udsat for et særdeles udspekuleret overfald, der involverede et opkald til hans mor.
Moderen forsøgte onsdag aften at få fat i sin søn, der ikke var kommet hjem, som de havde aftalt. Men hun havde næppe forudset, hvilket drama der kom til at udspille sig, da hendes søn tog telefonen.
Hun nåede lige at opfatte, at hendes dreng var tydeligt ked af det, før en mandestemme overtog telefonen. Han fortalte kvinden i røret, at hun skulle overføre 5000 kroner på Mobilepay, fordi hendes søn havde lavet en bule i mandens bil.
Forskellige forklaringer
Det var i hvert fald mandens udlægning af tingene. Drengens forklaring kommer vi til om lidt.
Moderen overførte det store beløb, og hendes søn kunne slippe fra sine tilfangetagere og komme hjem.
Den 15-årige forurettede har forklaret til politiet, at han var på vej hjem ad Torstilsgårdsvej i Tilst, da en blå bil kørte ud fra p-pladsen ved et lejlighedskompleks.
Drengen begyndte af uvisse årsager at løbe. En af passagererne fra bilen fulgte efter ham og råbte: 'hvad har du gang i'.
5000 kr for at gå
Bilens fører kom også ud af bilen og bad drengen om at give ham 5000 kroner, ifølge føreren havde drengen lavet en bule i bilen. De to mænd truede drengen til at følge med til et nærliggende garageanlæg, hvor de tog hans taske og mobiltelefon og fik teenageren til at ringe til sin mor.
Da moderen havde overført de 5000 kroner, fik drengen besked på at gå den modsatte vej af de to gerningsmænd.
'Meget groft'
Politiet beskriver sagen som meget grov.
- Det er heldigvis ikke noget, vi ser hver dag. Det er meget groft, det de gør, ved en relativ ung dreng, siger Jannie Lundager, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Hun fortæller, at politiet er ved at undersøge, hvor de 5000 kroner er havnet. De er også ved at undersøge, om der er videoovervågning i området.
Politiet efterlyser vidner, der har set noget omkring Torstilgårdsvej 86-90 omkring 18.40 onsdag aften. De to mænd beskrives som følgende:
Mænd
Mellemøstlige af udseende
20-30 år gamle
Almindelig af bygning
Den ene bar solbriller, den anden havde en tatovering på den ene arm
De kørte i en blå personbil