Større uheld på motorvej ved Tilst: En person fastklemt
Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at køre af i god tid for at undgå uheldsstrækning mellem Aarhus Nord og Tilst
Opdateret kl. 20.17: Alle vejbaner er nu genåbnet - trafikken kan passere.
Tre biler er tirsdag aften kørt sammen på motorvej E45 mellem Aarhus Nord og Tilst i sydgående retning.
Politiet har derfor været nødt til helt at afspærre strækningen kort efter uheldet, oplyser Vejdirektoratet:
E45 Østjyske Motorvej er spærret mellem Aarhus N og Tilst pga uheld. Politiet ved endnu ikke hvornår de åbner for trafik igen. #dktrafikinfo
— Vejdirektoratet Trafikinfo (@VDTrafikinfo) January 24, 2017
Uheldet er sket omkring klokken 18.41, og det er endnu uvist, hvornår der bliver åbnet op for trafik igen.
Vagtchef Jens Rønberg hos Østjyllands Politi fortæller, at den ene af de tre biler er havnet i grøften:
- Personen er fastklemt, så det er selvfølgelig alvorligt. Der er ikke melding om, at personen er i livsfare.
Både politi, ambulancer, brandvæsen og autohjælp er på stedet.
Hos Vejdirektoratet opfordrer man bilisterne til at køre af, inden de når strækningen:
- Vi er på vej derud med en tavlevogn, som viser, hvordan folk kan køre udenom det, men ellers er det bare med at køre fra i god tid, siger vagthavende Kenneth Krohn-Oldgreen.