Stort vejarbejde står i vejen: Frygter at miste livsværk

En kioskejer risikerer at miste sin butik på grund af omfattende vejarbejde.

Udgivet Opdateret
Søren Frichs Vej er gravet op, så hverken cyklister eller bilister kan komme til kiosken, som de plejer.

I Aarhus sidder en kioskejer og frygter, at butikken må lukke på grund af vejarbejde. 

For mens der arbejdes på at lægge nye kloakrør som en del af klimatilpasningen af kloaksystemet i Aarhus Kommune, er en del af Søren Frichs Vej spærret for trafik. 

Der er derfor kun adgang til kiosken via fortov og gåben, og det betyder, at kioskejer Milad Kohestani må se langt efter kunder. 

Det er ikke bare en forretning. Det er vores livsværk.
Nadia Kohestani, medarbejder i Deres Servicebutik

Nadia Kohestani er medarbejder i Deres Servicebutik og søster til ejer Milad Kohestani.

Hun fortæller til TV2 Østjylland, at den månedlige omsætning i den familieejede kiosk er faldet med 60-70 procent, siden vejarbejdet begyndte i juni. 

I forbindelse med vejarbejdet, er der stillet afspærring op rundt om hele kiosken.

Hvis det fortsætter sådan, bliver det svært at følge med, og så kan den eneste udvej blive at dreje nøglen om og lukke butikken, siger Nadia Kohestani. Et scenarie, der ville være et stort tab for familien. 

- Det ville ramme os meget hårdt, hvis vi skulle blive nødt til at lukke butikken. Vi har drevet butikken de sidste seks år, og den betyder enormt meget for os. Det er ikke bare en forretning, men en vigtig del af vores liv – det er vores livsværk, siger søskendeparret.

Det kan være livstruende for butikkerne, hvis de mister deres omsætning i den periode, vejarbejdet foregår i
Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur

Dansk Erhverv fortæller til TV2 Østjylland, at det er sket før, at butikker har måtte dreje nøglen om på grund af vejarbejde.

Fagchef for transport og infrastruktur i Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk ærgrer sig over manglen på kommunikationen mellem de involverede parter. 

- Vi opfordrer altid til, at man går ind og har en dialog med de virksomheder, der er berørt af vejarbejdet. Det kan være livstruende for butikkerne, hvis de mister deres omsætning i den periode, vejarbejdet foregår i, fortæller fagchefen. 

Vil gerne inddrages

Det er Aarhus Vand og projektleder Lasse Hansen, der står for det store vejarbejde på Søren Frichs Vej, som er en del af en ny klimatilpasning af kloaksystem i Aarhus Kommune. 

Han fortæller, at Aarhus Vand plejer at være i dialog med virksomheder, når de går i gang med et projekt, så folk er opmærksomme på arbejdet.

De har sendt brev ud til ejerne af den bygning, kiosken ligger i, men har ikke været i direkte kontakt med butikken, siger projektlederen.

Noget ejeren ville have ønsket, fordi de gerne ville inddrages i planlægningen. 

Lasse Hansen forstår godt frustrationen, men kan ikke se, hvordan de skulle have gjort det anderledes.

- Vi skulle måske have været i bedre kontakt med dem, og det kan godt se ud som om, det er gået hårdt ud over den her butik. Men det skal jo laves, siger Lasse Hansen. 

Vejarbejdet har stået på i over en måned indtil videre. / Foto: Privatfoto

Lokale støtter op

Aarhus Vand har modtaget henvendelser fra kunder i kiosken, der er bekymrede for butikkens fremtid. 

Og i den lokale Facebook-gruppe har en kunde delt et opslag, hvor hun opfordrer til, at man støtter lokalt og bliver ved med at handle i kiosken, selvom der er vejarbejde foran. 

Opbakningen er noget, kiosk-familien sætter stor pris på.

- Vi er meget taknemmelige for hjælpen fra vores kunder, som vi har opbygget en tæt relation til. De gør, at vi stadig kan eksistere, siger Nadia Kohestani.

Arbejdet foran kiosken forventes afsluttet i løbet af næste uge og har dermed været i gang i knap halvanden måned.  

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her