Strømafbrydelse ramte mange hundrede husstande i Aarhus-bydel
Onsdag aften gik strømmen i en stor del af det sydlige Aarhus.
Der var for en stund mørkt over store dele af Aarhus-bydelen Højbjerg denne onsdag aften, og det skyldtes en strømafbrydelse.
Det meddelte Dinel på sin hjemmeside.
I alt skulle 3.467 elkunder være påvirket af nedbruddet, oplyste forsyningsselskabet indledningsvist.
Da TV2 ØSTJYLLAND onsdag aften får fat i Dinels driftsvagt, oplyses det dog, at problemet er fundet og udbedret. Alle berørte kunder skulle dermed have fået strømmen tilbage.
Det drejede sig også om et betydeligt lavere antal elkunder, cirka 800, fortæller kommunikationschef i Dinel Claus Blem Jensen. De mere end 3.000 kunder, der først blev nævnt, var udtryk for den gruppe husstande, der potentielt kunne være ramt.
Dinel modtog første varsling onsdag aften klokken 18:13, hvor der kom melding om en kabelfejl. Fejlen stammede fra en station i Skåde tæt på Ringvej Syd.
Fejlen var dog ikke i selve stationen, men i et kabel, der ledte hen til den.
Kablet kan ikke hurtigt graves op og ordnes, og Dinels teknikere måtte derfor lede strømmen ad andre veje.
Det lykkedes ikke længe efter, fortæller Claus Blem Jensen. Ifølge kommunikationschefen var de første husstande tilbage på elnettet 25 minutter efter nedbruddet, og de sidste kom på ti minutter senere.