Tvungne test er intet problem for Dagmar, så længe gymnasierne åbner

På Egaa Gymnasium har de intet problem med at ugentlige coronatest kan blive et krav for at komme tilbage på skolebænken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dagmar Jespersen er en af de ca. 750 elever på Egaa Gymnasium.

Ugentlige coronatest er ikke noget problem, så længe gymnasieeleverne får lov at komme tilbage på skolebænken. Det er i hvert fald holdningen på Egaa Gymnasium.

Debatten er blevet aktuel, efter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har foreslået at test skal være en adgangsbillet til fysisk undervisning.

- Vi trænger til at komme i gang med en fysisk undervisning igen, og hvis test er en af vejene til at komme tilbage, er det rigtig fint, lyder den umiddelbare reaktion fra Martin Ingemann, der er rektor på Egaa Gymnasium.

Han glæder sig over, at der endelig er signaler fra regeringen, der peger i retning af en genåbning af landets gymnasier. Det samme gør Dagmar Jespersen, der går i 3.g på Egaa Gymnasium.

- Det lyder som en fantastisk plan, hvis det betyder, vi kan få lov til at komme tilbage og få vores sidste tid på skolen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Martin Ingemann har været rektor på Egaa Gymnasium i fire år. I sommer fortalte han, at han frygtede, at man ved nedlukningen var ved at smide tre årgange på gulvet.

Tvang eller ej

Hos SF har forslaget mødt modstand. Jacob Mark, der er partiets undervisningsordfører, siger til TV2 at de er imod et decideret krav. I stedet skal der være tale om en opfordring til gymnasieeleverne.

Ønsker eleverne mod forventning ikke at blive testet, vil de blive nægtet adgang til skolen og dermed få registreret fravær, fortæller rektor på Egå Gymnasium, Martin Ingemann, der dog afventer klarere retningslinjer fra ministeriet.

- Det vil jeg gå ud fra, myndighederne lægger op til. Så deltager man jo ikke i undervisningen, hvis man ikke er fysisk til stede, siger Martin Ingemann.

Er det rimeligt at nægte elever undervisning og endda straffe dem med fravær, hvis de ikke vil testes?

- Vi nægter dem ikke undervisning. Der er en undervisning, man kan deltage i. Det kræver så – af hensyn til deres kammerater og hele smittespredningen i samfundet – at man lige lader sig pode et par gange i løbet af ugen.

Eleverne vil gerne

Dagmar Jespersen er overbevist om, at hende klassekammerater er villige til at tage en af de mulige testformer, inden de sætter sig til rette i klasselokalet.

- Det lyder ikke særlig godt, når man siger, man bliver tvunget til test, men vi står i en situation, ingen har stået i før. Hvis det er det, der skal til, for at vi kan komme tilbage, er jeg sikker på, langt de fleste vil rette sig ind efter det.

- Jeg vil gerne have en studentereksamen, der svarer til alle andre årganges.
Dagmar Jespersen, gymnasieelev

En holdning, formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Ingrid Kjærgaard, deler. I et interview med TV2, siger hun:

- Hvis tests er det, der skal til for at holde coronapandemien under kontrol og samtidig genåbne gymnasierne, er det en pris, vi er villige til at betale.

For Dagmar Jespersen handler det naturligvis om at se sine klassekammerater fysisk igen – noget, der har været en mangelvare i størstedelen af hendes sidste skoleår på gymnasiet. Dog fylder det faglige også meget, da hun ikke vil være ”kendt som den dumme årgang.”

- Jeg vil gerne have en studentereksamen, der svarer til alle andre årganges, siger hun. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her