Udviklede voldsom røg: Brand er nu under kontrol
Branden udvikler ikke længere kraftig røg, men brandvæsnet er på stedet flere timer endnu.
Torsdag morgen er der udbrudt brand i en lagerbygning tilhørende en tømrervirksomhed på Nymarksvej i Malling syd for Aarhus.
Branden er under kontrol, og Østjyllands Brandvæsen arbejder på at begrænse branden samt slukning og vandforsyning fra vandsted.
- Det er status quo, og vi har assistance på vej, oplyser operationschef Anders Rathcke, operationschef til TV2 ØSTJYLLAND.
Slukningen vil vare flere timer endnu, vurderer han.
Tidligere anbefaling om at lukke vinduer
Tidligere blev der advaret om voldsom røg fra branden.
- Røg kan være generende, og der kommer en del røg fra branden, som bevæger sig mod Mårslet. Derfor opfordrer vi til, at folk lukker døre og vinduer, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi er netop til brand i en tømrervirksomhed på Nymarksvej i Malling. Branden er under kontrol, men udvikler en del røg, som bevæger sig mod Mårslet. Luk døre og vinduer, såfremt man føler sig generet af røgen. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 11, 2022
Flere timer endnu
Ifølge politiet er der ingen mennesker i den bygning, som brænder.
- Vi kommer til at være der et par timer endnu, oplyser operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Kirsten Dyrvig til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Hun oplyser, at der er mandskab fra fire stationer, Aarhus Syd, Hørning, Skanderborg og Odder på stedet, og der er netop tilkaldt en ekstra tankvogn.
- Branden er under kontrol og spreder sig ikke, oplyser operationschefen.
Der er ikke tale om giftig røg, men den kan være generende. Lagerhallen skulle både indeholde træ og andet tilhørende virksomheden.
Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen om branden klokken 8.45.