Ung mand gjorde sig til røver for en burgerbolle
Tidligt lørdag morgen tog en ung mand kvælertag på en medarbejder på McDonald’s for at få fat i en burgerbolle
Vi kender det alle – sulten kan pludselig melde sig, men en mand fra Aarhus valgte en helt forkert måde at forsøge at få den stillet på.
Han tog lørdag morgen kl. 7.18 kvælertag på en 21-årig McDonald’s-medarbejder på Store Torv for at få en burgerbolle. Nu er han eftersøgt for røveri.
- Vi har udfordringer med en gruppering af unge i Aarhus, der har en helt forkert adfærd typisk sent om aftenen, om natten og i morgentimerne. Tidligere på aftenen og natten havde vi flere grove overfald i samme område, og det kan ikke udelukkes, at denne person stammer fra den gruppe af voldsmænd, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Thomas Hinge til tv2oj.dk.
Samtidig fortæller vagtchefen, at der formentlig er en del i det her miljø, der ikke er klar over, hvornår en forbrydelse udvikler sig fra simpelt tyveri til et røveri. I det konkrete tilfælde gjorde den unge mand sig til en røver over en burger.
Gerningsmanden beskrives som somalisk af udseende, 20-25 år, 180-185 cm høj og spinkel af kropsbygning. Han havde sort kort hår samt et længere tæt, mørkt skæg. Manden var iført mørkt tøj og muligvis røde sko, og så medbragte han to øl.
Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 114.