Villa brændt ned til grunden - vind gjorde det umuligt at slukke
Den kraftige vind fredag aften er skyld i, at en mindre brand udviklede sig voldsomt. Huset ender med at brænde ned, lyder meldingen.
En villa på Nordvejen i Solbjerg syd for Aarhus brød fredag aften i brand, da beboerne i huset ville tænde op i deres pejs.
Kort efter begynde der at opstå gløder i loftet, og derfra gik det stærkt, fortæller operationschef Søren Møller fra Østjyllands Brandvæsen.
- De ringer og siger, at de har tændt op i pejsen og pludselig begynder gløderne at ryge fra loftet. Så får det fat i hele overetagen, siger han.
Det kraftige blæsevejr har givet ilden masser af luft og næring til at udvikle sig. Det gjorde det særdeles svært for brandfolkene at styre branden, og til sidst måtte de kapitulere.
- Det er fuldstændig overtændt i hele bygningen. Det er meget voldsomt, vi kan ikke redde noget, siger han til TV2 Østjylland.
Vinden er for stærk
Normalt ville branden cirka tage en time at slukke, men på grund af vinden er det gået meget værre, end det normalt ville gøre.
- Det er simpelthen vinden, der er skyld i det. De kan ikke kontrollere branden, siger Søren Møller.
Søren Møller forklarer, at blæsten står lige ind på huset, og det gør branden umulig at slukke.
- Det er sjældent, vi ser, at det udvikler sig så hurtigt.
Det er lykkedes at redde en del af beboernes ejendele ud fra stueetagen. Ingen personer er kommet til skade i branden.