Vinterbadere ignorerer kommunens advarsel
Aarhus Kommune fraråder badning ved flere populære strande. Men advarslen bliver ignoreret af flere vinterbadere i ’Vikingeklubben Jomsborg’.
Lidt kloakvand i Aarhusbugten er tilsyneladende ikke nok til at skræmme vinterbaderne væk.
Aarhus Kommune advarer om badevandskvaliteten ved flere populære strande i Aarhus og omegn. Det skyldes overløb af spildevand fra flere af kommunens renseanlæg ovenpå de seneste ugers voldsomme nedbør.
Men det er ikke alle vinterbadere, der tager den udmelding alvorligt. Ifølge Ole Sig, der er forretningsfører i ’Vikingeklubben Jomsborg’ ved badeanstalten Den Permanente, hopper flere vinterbadere stadig i.
- I indgangspartiet ind til Jomsborg sidder der en officiel tavle fra Aarhus Kommune, hvor der står om badning frarådes eller ej. Men de bader på eget ansvar, og vi oplever, at nogle medlemmer bader alligevel, siger Ole Sig.
Især vinterbadere skal tænke sig om
Badevandet er ifølge Aarhus kommunes hjemmeside særligt udfordret ved Aarhus Ø, den Permanente og helt op til Åkrogen.
Ifølge Nikolaj Kruse Christensen, som er geolog i Aarhus Kommune er det især vinterbaderne, der skal tænke sig godt om, fordi de kan risikere at få vand i øjne og mund.
- Der er kommet en blanding af regnvand og spildevand ud i havet, og derfor kan der være mange bakterier deri. Hvis man får det i øjne eller mund, kan det lede til opkast og diarre, siger han
Han pointerer desuden, at man ikke skal være bekymret, hvis man blot sejler en tur på Aarhusbugten.
Finder alternative måder
Forretningsføreren i 'Vikingeklubben Jomsborg' fortæller, at nogle af medlemmerne forsøger at undgå det beskidte vand.
- Der kommer helt klart færre herned, end der plejer. Og der kommer også rigtig mange, som vælger ikke at gå i vandet, men som bare går under en bruser i stedet for og så i sauna, siger Ole Sig.
Han fortæller desuden, at han selv kan finde på at bade trods kommunens advarsel, men at han sørger for ikke at få hovedet under og at skylle sig efterfølgende. Men den metode anbefaler kommunen heller ikke.
- Risikoen er selvfølgelig mindre, hvis man ikke får hovedet under, men det vil vi selvfølgelig stadig fraråde. Man kan jo aldrig vide sig sikker, siger Nikolaj Kruse, Geolog i Aarhus Kommune.