Psykologi vandt ’Det Gyldne Bækken’ – se hele finalen
En tæt finale endte med en sejr til Psykologi
Tusindvis af studerende på Aarhus Universitet har brugt dagen på at drikke alkohol og kigge på Kapsejlads – og nogle af dem har også sejlet.
Det prestigefyldte ’Gyldne Bækken’ gik i år til Psykologi-studiet, der tog sejren foran Folkesundhedsvidenskab og Økonomi i en relativt tæt finale. Det er andet år i træk, at Psykologi vinder. Sidste år var til gengæld også første gang, at studiet tog sejren.
Du kan se video af hele finalen i videoen øverst i artiklen.
TV2 ØSTJYLLAND har været med i Uniparken hele dagen, som altså kulminerede med sejren til Psykologi.
Før finalen har der også været andre aktiviteter i Uniparken, og det er heller ikke kun på vandet, at det blev til en forsvarende mester.
Også i det traditionsrige nøgenløb var vinderen den samme som sidste år.
Lasse Høj Høstrup vandt nemlig for andet år i træk foran omkring 20-25 konkurrenter, der havde smidt kludene for at tage del i løbet.
Undervejs bød strabadserne på flere styrt, hvilket formentlig skyldes et mere eller mindre voldsomt indtag af alkohol blandt deltagerne, og i sidste ende var det altså sidste års vinder, der igen kunne svømme først over målstregen.
- Jeg er pisse glad, og det er vildt fedt. Jeg havde håbet på at vinde igen, men det er jo aldrig sikkert. Jeg fik en rigtig god start, og selvom der blev moslet lidt langs stien, så var jeg først i vandet, og det er vigtigt, siger Lasse Høj Høstrup til TV2 ØSTJYLLAND efter triumfen.
Se hele finalen i Kapsejladsen i videoen øverst i artiklen.