Borgmester frygter ikke uro i blå blok
Det styrker De Konservatives position, at Pape melder klar til statsministerposten, mener borgmester.
De Konservatives formand, Søren Pape, har mandag formiddag præsenteret sit statsministerkandidatur.
Det vækker stor glæde hos Favrskovs konservative borgmester, Lars Storgaard.
- Jeg tror på, at hvis der er nogen i blå blok, der kan samle blå blok, så er det Søren Pape, lyder det fra Lars Storgaard.
Han er glad for, at Pape nu endelig melder ud om kandidaturet.
- Det er det, vi konservative og også befolkningen har ventet på.
Håber på partifælle for bordenden
Ifølge borgmesteren styrker den konservative udmelding det blå kandidatur
- Nu har han meldt sig på banen, og så har jeg en forventning om, at meningsmålingerne stiger.
Borgmesterne erkender også, at der er et stykke vej, men at intet et umuligt
- Det ville da være dejligt, at det var ens egen partifælle, der sad for bordenden på Christiansborg, siger Storgaard.
- Jeg anede intet om det. Jeg tror, det hænger sammen med alle rygterne om, hvornår Mette Frederiksen trykker på valgknappen. Hvis det eksempelvis allerede er 23. august, så er det jo rettidig omhu.
Kan det ikke skabe noget uro med to blå kandidater?
- Jo, umiddelbart. Men sådan er det jo også i lokalpolitik. Der er også to blå borgmesterkandidater, og man finder en løsning til sidst.
To blå kandidater
Med Papes udmelding har blå blok nu to statsministerkandidater til det kommende folketingsvalg. Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der er valgt i Østjyllands Storkreds, er klar til posten.
Næste valg skal senest være den 4. juni 2023, men med De Radikales pres på regeringen går der muligvis ikke længe, inden Mette Frederiksen udskriver valg.
- Når jeg melder mig, er det, fordi at jeg mener, at jeg har det, der skal til, og at jeg er den bedste til det.
- Det vigtigste er at få en borgerlig regering og vælte Mette Frederiksen. Jeg tror godt, at vælgerne kan forholde sig til to kandidater. Jeg synes, det er helt fair, at der er to borgerlige kandidater, siger Pape på pressemødet.