Flere østjyder runder 100 år: - Jeg har været aktiv hele livet
Østjyderne bliver ældre, og flere runder et århundrede. Karen Nielsen er 100 år, og hun mener, at det handler om at holde sig i gang
Lagkagerne på de østjyske plejehjem indeholder flere lys end tidligere. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af borgere over 100 år i Region Midtjylland er stigende.
Karen Nielsen bor i seniorbolig på plejecentret Anlægget Ulstrup, og hun rundede et århundrede i december.
- Jeg har været meget aktiv hele livet, og det har gjort, at jeg har levet i 100 år, fortæller Karen Nielsen fra Ulstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved årsskiftet for 10 år siden var 142 borgere fyldt 100 år i Region Midtjylland. På samme tidspunkt i år var tallet vokset til 247.
Det mærker plejecentret Anlægget i Ulstrup, men det er ikke en større udfordring for dem.
- Det er ikke alderen, der har betydning for, hvordan vi skal hjælpe dem. En på 70 år kan kræve lige så meget som en på 100 år, fortæller Rikke Kristensen, social- og sundhedsassistent på plejecentret Anlægget Ulstrup.
Lærer beboerne bedre at kende
Rikke Kristensen mener, at det har sine fordele, at beboerne bliver ældre.
- Vi får meget mere af deres livshistorie, og vi får mere kvalitet på centret. Vi har ikke den store udskiftning. Vi lærer dem bedre at kende.
Vild med at danse
Karen, som til december runder 101 år, kan meget selv. Hun står selv op, laver sin daglige havregrød til morgenmad og sørger selv for at gå i bad, og så danser hun en dag i ugen på plejecentret.
- Jeg har været meget aktiv hele livet. I dag skal jeg til dans, hvor jeg skal danse med min rollator. Jeg er vild med at danse, siger Karen Nielsen.
For hende har det været vigtigt at holde sig i gang og være glad. Derfor mener hun, at opskriften på at runde det gyldne tal må være det.
- Man skal være positiv, smile og arbejde, fortæller hun.