Stor virksomhed i sorg efter dødsulykke
Nordisk Wavin i Hammel er i sorg efter en dødsulykke på virksomheden fredag.
Tidligt fredag morgen afgik en 37-årig ansat fra Randers på Nordisk Wavin i Hammel ved døden, da han blev klemt ihjel under en jernstøbeform.
Det har efterladt den store virksomhed i sorg. Det skriver ledelsen til koncernens medarbejdere i en skrivelse, TV2 Østjylland har fået lov til at citere fra.
'Vi er dybt berørte over at må bekræfte, at en medarbejder er gået bort som følge af ulykken. Vores tanker og dybeste medfølelse går til hans familie og pårørende,' skriver ledelsen på Nordisk Wavin, der producerer plastrørssystemer til det europæiske marked.
De oplyser til medarbejderne, at sagen bliver efterforsket som en arbejdsulykke. Derudover bliver der foretaget en internt analyse af ulykken, der kostede den 37-årige ansatte livet fredag morgen klokken 06.15.
Ledelsen pointerer, at sikkerhed har førsteprioritet for Orbia, der ejer Nordisk Wavin.
'Både for vores medarbejdere, eksterne håndværkere og det omkringliggende samfund. Vi undersøger denne sag til bunds, så vi kan træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger, som Arbejdstilsynet måtte anbefale,' skriver ledelsen i den interne skrivelse.
Flere kolleger på stedet så ulykken ske, og de ringede straks efter hjælp. Nordisk Wavin vil nu yde dem støtte for at bearbejde den tragiske hændelse.