Sundheds-minister ser ingen tegn på tandlæge-monopol
Trods kædedannelse i tandlægebranchen, så er der ikke tegn på monopoldannelse til skade for pris og kvalitet
Et besøg hos tandlægen kan være en dyr fornøjelse, og nogle danskere vil sikkert ønske sig mere konkurrence blandt de danske tandlæger.
Senest har det dog vakt bekymring, at kapitalfonde og andre storinvestorer er i gang med at købe sig ind i dansk tandpleje.
Som det tidligere er kommet frem, har en hidtil ukendt manøvre desuden gjort, at tandlægekæden Dentist.dk har kunnet ekspandere og samtidig fastholde millioner i sygesikring. Den landsdækkende kæde har blandt andet afdelinger i Hadsten og Rønde.
I et samråd på Christiansborg forklarede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at regeringen tager udviklingen alvorligt, og at hun har sat gang i et arbejde for at afklare, om de nye kæder overholder reglerne i lovgivningen og tandlægeoverenskomsten.
Minister: Ikke til skade for forbrugerne
Hun ser dog på nuværende tidspunkt ikke umiddelbart tegn på, at udviklingen er til skade for forbrugerne.
- Regeringen ønsker alt andet end monopoldannelse på tandlægemarkedet. Monopoler bringer ikke noget godt for forbrugerne, når det gælder både pris og kvalitet. Men opkøbene af tandlægeklinikker har ikke antaget form af monopol, selv om vi ser kædedannelser, siger Ellen Trane Nørby.
Hun mener heller ikke, at opkøbene vil skade muligheden for at komme til tandlægen i yderområder.
På tandlægeområdet er der nemlig ikke samme problem med rekruttering, som man eksempelvis ser blandt læger, siger hun.
Flere instanser følger udvikling
Ellen Trane Nørby fastslår dog, at hun vil følge udviklingen for at sikre, at konkurrencen på tandlægemarkedet ikke svækkes.
Sundhedsministeren har bedt Danske Regioner og Tandlægeforeningen om deres vurdering af, om reglerne på området er overholdt.
Læs også:
Styrelsen for Patientsikkerhed er samtidig blevet bedt om at være ekstra opmærksomme på tandlægepraksis, der bliver en del af en kæde.
Når sundhedsministeren har redegørelserne, så vil hun sammen med parterne vurderer, om der er behov for justeringer på området.