Trine retter andres grammatik - og hun ved godt, at hun er irriterende
Trine Andersen, også kendt som Grammatiktossen, er træt af forkert sprog i det offentlige rum.
'Vidst' eller 'vist'. 'Yndlings' eller 'ynglings'.
Det er ikke altid nemt det danske sprog, men i Søften sidder en kvinde, for hvem grammatik og retstavning er helligt.
- Når jeg ser offentlige skriv med stavefejl, så synes jeg, det er lidt en hån mod vores danske sprog, siger Trine Andersen.
Læs også:
Hun er selvudnævnt grammatiknørd og driver Instagram-profilen @grammatiktossen, hvor hun med humor forsøger at få sine følgere til at tage sproget mere alvorligt.
- Jeg elsker det, fordi jeg er total tekst- og grammatiknørd. Jeg har altid været en af de der typer, man enten elsker eller hader, siger hun.
- Der er dem, der bakker mig op om, at jeg har et 'issue' med, at folk ikke skriver ordentligt dansk. Og så er der dem, der hader mig og synes, jeg er bedrevidende, og at jeg burde have noget andet at gå op i.
- Men det provokerer mig bare endnu mere til at sige, at der er forskel på at være ordblind og have udfordringer med sproget og så at være doven og ligeglad, siger Trine Andersen.
Flere fejl i Bilka
Det er altså særligt, når hun ser professionelle som for eksempel virksomheder eller journalister lave fejl, at det irriterer hende.
- Forleden var jeg i Bilka, og så ser jeg det her store skilt i loftet, hvor der står FESTIVAL PAVLION, fortæller hun.
- Jeg ved godt, at pavillon er et svært ord at stave, men det provokerer mig så meget, for der var så lidt tekst på det skilt, men så mange fejl.
- 'Festivalpavillon' skulle for eksempel have været stavet i ét ord, og så skulle det have været delt med en bindestreg, fordi de stod på to linjer.
- 'Pavillon' var stavet forkert, og så stod der nedenunder '300 x 300cm', men hvor der ikke var lagt luft ind mellem '300' og 'cm'. Så det var rigtig mange fejl på ganske lidt plads, siger hun.
Her er de stave- og grammatikfejl, som Grammatiktossen hader mest:
- Nutids-r
- Sammensatte navneord
- Ligge/lægge
- I skrevet med lille i
- I dag skrevet i ét ord
- Komma foran at ved infinitiv
- Hans/sin
Vil have lov til at være irriterende
Trine fortæller, at hun godt ved, at hun er irriterende, men at det er hendes hjertesag, så derfor vil hun have lov til at være irriterende.
- For mig er dansk og grammatik et håndværk på lige fod med alle andre håndværk, og når jeg ser de der fejl i det offentlige rum, så synes jeg, det er sjusket håndværk, siger hun.
- Min mission er helt sikkert, at vi skal blive ved med at værne om det danske sprog. Og det bliver jo kun sværere med alt den hjælp, vi får af kunstig intelligens og andre elektroniske hjælpemidler.
- Så kan jeg gøre mit til at lære bare nogle få at værne lidt bedre om det, så synes jeg egentlig, at jeg har fået det ud af min mission, jeg skulle, siger Trine Andersen.