AGF-træner efter 0-0: Vi ville mere end Silkeborg

Glen Riddersholm glæder sig over, at aarhusianerne spillede til nul - men savner skarpheden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er med blandede følelser, at AGF-cheftræner Glen Riddersholm evaluerer fredagens hjemmekamp mod lokalrivalerne fra Silkeborg IF i Superligaen.

AGF-træneren glæder sig over, at aarhusianerne ikke lukkede mål ind og således kunne tage ét point med fra kampen. Omvendt ærgrer han sig over, at det ikke lykkedes at omsætte spilovertaget til en sejr.

- Vi er rigtigt gode til at bryde Silkeborgs ellers normale gode pasningsspil ned. Vi tænker fremad, vi sidder tæt i duellerne, og vi vinder bolden i en masse gunstige situationer. Vi mangler til gengæld dygtighed i vores beslutninger. Og nu vi kommer til chancer, skal de selvfølgelig sparkes ind, siger Glen Riddersholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Glen Riddersholm var aarhusianerne tættere på sejren end gæsterne. AGF'erne havde bolden mest og kom frem til flere chancer end Silkeborg.

- Vi ville gerne have haft tre point, for det var os, som havde initiativet i kampen. Det var os, der ville mest. Omvendt må vi også give Silkeborg kredit for, at de forsvarede sig bravt. Og når vi ikke kender vores besøgelsestid på de store muligheder, vi tilspiller os, så må vi nøjes med ét point.

AGF-cheftræneren understreger dog, at aarhusianerne tidligere i sæsonen har tabt opgør, hvor de manglede skarphed foran mål. Derfor glæder han sig over, at Silkeborg ikke fik scoret.

- Senest tabte vi 0-1 i Silkeborg på et helt håbløst mål i en kamp, der var mere lige (end fredag aften, red.). Det er også væsentligt, at vi ikke taber point. Det er et tegn på, at vi er på vej mod bedre tider, hvis jeg skal tolke på de kampe, vi har spillet her i efteråret.

Der venter nu AGF en landskamppause på to uger, inden aarhusianerne lørdag den 19. november på udebane møder FC Nordsjælland i Farum.

I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med Glen Riddersholm, som TV 2 | ØSTJYLLAND talte med efter 0-0-kampen mod Silkeborg. 

VIDEO: Kampen mod Silkeborg var en krig med mange lange bolde, mener AGFs Kasper Junker. Se et interview her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her