65.000 ramt af omfattende strømafbrydelse
Strømafbrydelsen skyldtes en fejl på udstyr på Energinets højspændingsstation i Hatting.
Hele Horsens blev ramt af et stort strømnedbrud mandag formiddag.
Ifølge kilder, som TV2 Østjylland har talt med, gik strømmen ikke alene i private husstande men også ude i trafikken og på sygehuset.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra relevante myndigheder.
Netselskabet Konstant skriver på sin hjemmeside, at strømafbrydelsen ramte både selve Horsens men også omegnsbyerne Hedensted, Hornsyld, Løsning, Juelsminde, Daugård, Stenderup, Flemming og Barrit og Vejle Øst.
Konstants koncernkommunikationschef Tommy Jakobsen siger, at nedbruddet skyldes en fejl på det overordnede højspændingsnet, der drives af Energinet, og at strømmen i nogle husstande kom tilbage ved 11.30-tiden.
Hos Energinet siger pressechef Jesper Nørskov Rasmussen, at 65.000 kunder var berørt af nedbruddet, der skyldtes en fejl på udstyret ved Energinets højspændingsstation i Hatting.
Afbrudt julehandel
City Manager Michael Kongsmark fra City Horsens siger til TV2 Østjylland, at alle butikkerne i Søndergade blev sat ud af spillet midt i julehandlen.
- Jeg tog en jakke på og gik ud i gaden for lige at mærke stemningen og lytte mig til, hvad der foregik. En mand fortalte, at han havde kontanter, han gerne ville betale med, men det nytter jo ikke noget, når man ikke kan åbne kasseapparatet, siger Michael Kongsmark.
- Strømmen forsvandt som med et tryk på en kontakt. Det hele tog vel 10-15 minutter i vores område, og jeg fornemmer, at folk trods alt tog det hele med et smil.