Familie mister to hunde under indbrud: Nu er den ene fundet død
En familie fra Hatting nær Horsens savner collien Zoey. En anden af familiens hunde blev kørt over af toget. De forsvandt begge efter et indbrud
Det er enhver hundeejers værste skræk, som en familie i Hatting nær Horsens i øjeblikket oplever. En af deres hunde er blevet kørt over af toget, og en anden savnes stadig. Begge hunde forsvandt efter et indbrud torsdag.
- Vores datter kom i eftermiddags hjem til, at to af vores hunde løb løse rundt på gårdspladsen, og to andre manglede. Der havde været indbrud, og her var hundene sluppet ud. Tyvene stjal dyre PH lamper, men de er fuldstændig ligegyldige. Dem kunne de have fået, hvis de havde ladet hundene være, siger en tydelig berørt Niels Erik Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kort efter hjemkomsten fik familien et opkald fra Banedanmark, der var blevet kaldt ud til jernbanen nær deres hjem i Hatting, fordi en lokofører havde påkørt et dyr. Det viste sig at være den ene af hundene.
- Det var vores datters collie Jojo. Den blev fundet død. Det gør virkelig ondt, er næsten ikke til at bære. Vores datter er helt nede, fortæller hundeejeren.
Eftersøgning delt over 5000 gange
- I nat kl. 3 holdt vi en stille begravelse af Jojo, inden vi fortsatte med at lede efter Zoey.
For den trefarvede collie Zoey savnes nemlig stadig. Den er sort, brun og grå og er lidt af en præmiehund, der har vundet flere store konkurrencer. Familien har ledt hele natten og søgt spor i store dele af nærområdet.
Et opslag om eftersøgningen er delt over 5000 gange på Facebook og er nået ud vidt og bredt. Men det afgørende tip er endnu ikke kommet.
Frygter Zoey er såret
- Vi ved jo ikke, hvordan tyvene har behandlet hundene. Der er ingen blod på gårdspladsen, men det kan stadig være, at Zoey er såret og ligger og trykker sig et sted. Måske blev hun også ramt af toget, lyder det fra Niels Erik Jensen.
Familien bor nær det kendte Hattingbageri i den sydlige del af byen, og indtil nu er det primært i det område og langs jernbanen, at der er ledt efter den forsvundne hund.
De ulykkelige hundeejere opfordrer alle til at holde øje med Zoey i Hatting, Horsens og omegn.
Indbruddet på gården fandt sted torsdag mellem kl. 9.40-15.