Borger til politikere: Der mangler nærvær og synlighed
Der er blevet for langt mellem politikerne og de almindelige borgere, som har brug for hjælp. Det mener en beboer fra Laurbjerg
Vælgermøder og valgplakater er noget af det, byrådskandidaterne i Favrskov Kommune bruger for at nå ud til borgerne op mod kommunalvalget.
Men byrådskandidaterne i Favrskov kæmper kun om pladsen i byrådet, og så glemmer de borgernes interesser. Det mener i hvert fald en beboer fra Laurbjerg, Jørgen Mathiasen.
- Politikerne er alt for langt væk fra borgerne i Favrskov. Det virker som om, at det i højere grad handler om kampen om at få en stol i byrådssalen frem for kampen for de værdier, politikerne går til valg på, siger Jørgen Mathiasen til TV2 ØSTJYLLAND.
Mangler synlighed
Jørgen Mathiasen efterspørger blandt andet et bindeled mellem borgerne og byrådet for at skabe mere nærvær:
- I min dagligdag møder jeg mange mennesker, der føler sig pressede i systemet, og som ikke helt forstår den proces, de er i. Derfor kunne det være rart med en form for borgerrepræsentant, som kan hjælpe dem, der har brug for det, fortæller Jørgen Mathiasen.
I Favrskov Kommune er der rent faktisk en borgerrådgivning, der skal hjælpe borgere med problemer med sagsbehandling og andre kommunale anliggender. Det er tre borgerrådgivere, der er ansat af Favrskov Kommune, men som er uafhængige af politiske beslutninger. Men ifølge Jørgen Mathiasen er den borgerrådgivning ikke synlig nok:
- Jeg har flere gange haft brug for en borgerrådgivning, men jeg har aldrig før vidst, at det rent faktisk fandtes. Når jeg har snakket med Borgerservice eller andre kommunale ansatte, har de aldrig nævnt noget om, at jeg kunne få hjælp hos borgerrådgivningen, siger Jørgen Mathiasen.
Hos Borgerrådgivningen er man enig i, at de ikke er synlige nok.
- Vi har faktisk et problem med kendskabsgraden. Det er først, når man står og har et problem som borger, at man måske finder ud af, at vi er her, siger Jesper Cortes, der er borgerrådgiver hos Favrskov Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men til trods for forsøg med kampagner og reklamer har Borgerrådgivningen svært ved at vise sig frem:
- Vi kan se, at det kun er omkring 15 procent af borgerne, der kender til os. Men selvom vi gør meget for at være synlige, så er udfordringen, at det er svært at huske, at der findes en borgerrådgivning, når man ikke har et problem med kommunen, fortæller Jesper Cortes.
Flyt udvalgsmøder ud i mindre byer
Hos Socialdemokratiet er byrådskandidat Lone Boye enig i, at der er kommet for meget afstand mellem de kommunale beslutninger og dem, det egentlig handler om.
- Eftersom vi er blevet en storkommune, kan det pludselig virke som om, der er meget langt til politikerne. Der skal være meget bedre oplysning om borgerrådgiverne, og så skal man flytte udvalgsmøderne væk fra rådhuset og ud i forsamlingshuse i de små byer, siger Lone Boye fra Socialdemokratiet til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig lufter hun ideen om at gøre udvalgsmøderne åbne, så også borgerne kan komme med input:
- Hvis man informerer bedre om, hvor og hvornår møderne bliver holdt, så kan borgerne få mulighed for at være med og møde politikerne. Og for at borgerne også bliver hørt, kan man åbne op for en halv times spørgerunde eller åbent forum, hvor borgerne kan fortælle, hvad de har på hjerte, fortæller Lone Boye.