Gammelt rådhus rives ned og bliver til boliger og erhverv
Byrådet i Skanderborg Kommune har besluttet at sælge det tidligere rådhus til to investorer, som vil lave boliger og erhvervslokaler på grunden
Der er længe blevet arbejdet intenst med salget af det tidligere rådhus på Adelgade 44 i midten af Skanderborg.
Nu har byrådet truffet en beslutning, og bygningerne skal nu have nyt liv.
Der er netop sat punktum i sagen, og byrådet har besluttet at sælge rådhuset - de to ejendomme kaldet Adelgade 36 og Adelgade 44-46.
Byrådet har takket ja til et tilbud på 8.650.153 kr. for Adelgade 36.
Adelgade 44-46 blev solgt for 15 mio. kroner.
- Vi er glade for, at salget af rådhusgrunden nu er faldet på plads. Det er to spændende projekter, som giver et løft til Skanderborg, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Skal enten ombygges eller rives ned
Adelgade 36 forventes at blive ombygget til boliger. Den nordlige del af det gamle rådhus, der kaldes Adelgade 44-46, har været udbudt som projektejendom.
Skanderborg Kommune har fået fire bud, og byrådet pegede på et fælles forslag fra Bach Invest ApS og Laban Arkitekter.
- Jeg ser det som et kæmpe privilegium at få lov til at udvikle en så central del af Skanderborgs by og historie. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Skanderborg kommune og til at skabe en bygning og et område, som bidrager til en bedre hverdag for Skanderborgs borgere, siger Jesper Bach fra Bach Invest ApS.
Projektet indebærer, at de eksisterende bygninger i denne del af det gamle rådhus vil blive nedrevet, for at give plads til nye bygninger og en torvedannelse omkring den gamle politistation. Det skal være med til at gøre denne del af midtbyen levende.
Administrationen i Skanderborg Kommune flyttede fra det gamle rådhus i oktober.