SF vil have dieselbiler ud af Aarhus Midtby fra 2025
I et nyt forslag fremfører SF i Aarhus ønsket om et forbud mod dieselbiler inden for Ringgaden
Ingen dieselbiler i Aarhus Midtby! Så kort kan ønsket fra SF i Aarhus fremlægges. Partiet foreslår nu et forbud mod alle dieselbiler inden for Ringgaden fra 2025, og fra 2019 skal et forbud mod alle nye dieselbiler implementeres.
- Når dieselkøretøjerne kører igennem byen, medfølger der en kraftig stank af dieselos, sorte røgskyer fra udstødningen, og der udledes giftige gasser, som vi er nødt til at tage seriøse. Derfor må vi gøre noget, siger byrådsmedlem for SF i Aarhus, Jan Ravn Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge en ekspert i miljøvidenskab dør der i Danmark 4000 mennesker hvert år på grund af luftforurening. Med forbillede fra storbyer som Paris, Athen, Madrid og Mexico City mener politikeren, at et forbud mod dieselbilerne kan være løsningen.
Tid til at ændre vaner
- Rent praktisk skulle vi indføre en mærkningsordning og så vejlede om forbuddet. Vores tanke er, at det skal gælde personbiler, og derudover skal der være skrappere krav om miljøvenlige lastbiler og busser, siger Jan Ravn Christensen.
Han medgiver, at forbuddet ville give udfordringer for bilisterne.
- Men der er altså syv år, til at det træder i kraft, så folk kan nå at omlægge deres transportvaner. Vi har ikke tid til at udskyde problemerne, siger Jan Ravn Christensen.
SF forventer, at der vil være opbakning til nogle af partiets forslag, og man håber især på støtte fra Socialdemokraterne.
SF foreslår
- At der indføres et forbud mod alle dieselbiler inden for Ringgaden fra 2025.
- At der indføres et forbud mod nye dieselbiler inden for Ringgaden fra 2019.
- At kommunens egne dieselbiler udfases inden 2025.
- At Aarhus Kommune træffer beslutning om, at kommunalt ejede selskaber udfaser dieselbiler inden 2025.
- At miljøzonen ændres til Euro 5 norm som standard og fra 2020 ændres til at have Euro norm 6 som standard.
- At miljøzonen udvides, så Ringgaden omfattes, og mulighederne for at udvide helt ud til Ringvejen skal analyseres.