Letbanen er kørt af sporet: Påvirker driften i hele Østjylland
Der er indsat erstatningsbusser på en af ruterne.
Et aarhusiansk letbanetog er lørdag kørt af sporet på strækningen mellem Aarhus Hovedbanegård og gaden Spanien.
Uheldet skete kort efter klokken 16. Aarhus Letbane ved endnu ikke, hvad årsagen er, da det aldrig er sket før. De tror, at det skyldes en fejl på sporskiftet, og de arbejder lige nu på at løse problemet.
Driften er påvirket i hele Østjylland.
- Vi har stærkt reduceret drift, udtaler kommunikationschef Jens Velling til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er indsat erstatningsbusser mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital i Skejby, da Letbanen ikke kører på denne strækning på nuværende tidspunkt. Der kører heller ikke tog mellem Aarhus H og Viby J.
Strækningen mellem Grenaa og Østbanetorvet er også stærkt påvirket, og kører ikke efter køreplanen. Det samme gælder linjen mellem Odder og Viby J.
Kan vare hele aftenen
De har lige nu et køretøj ude på stedet for at se, om de kan løfte Letbanen tilbage på sporet. Kan de ikke det, skal de have skaffet et andet køretøj, og det kan betyde, at toget først kommer tilbage på sporet omkring kl. 21 i aften.
- Jeg tør ikke at sige, om det kan påvirke trafikken i morgen. Mit bedste råd er, at folk skal holde øje med midttrafik.dk, siger Jens Velling.
På Midttrafiks hjemmeside skriver de:
- Forventningen er desværre, at problemerne vil gælde resten af dagen og aftenen. Linje 87 indsættes som erstatning mellem Aarhus H og AUH Skejby og vil være i drift omkring 18.45.