Brugere bakker brandfolk op: Problemer på klitvej i mange år
Mange sommerhusgæster fortæller om parkerede biler, der spærrer den livsvigtige Klitvej i Fjellerup på Djursland
TV2 ØSTJYLLANDs brugere på Facebook har ligesom brandfolkene i Fjellerup oplevet, hvordan parkerede biler på redningsvejen Klitvej gør det svært at passere. Flere melder om store problemer med at komme frem og tilbage.
Og det har tilsyneladende stået på i flere år.
- Desværre er det et problem hvert eneste år, skriver Annegrete Chrestensen, og Majbritt Pedersen fortæller om sine oplevelser langs vejen:
- Det er et stort problem derude! Vi har tit siddet fast, fordi der er biler parkeret hele vejen ned.
Da Klitvej langs vejen i Fjellerup er en redningsvej, er det ulovligt at parkere der. I stedet er der oprettet parkeringspladser flere steder op af sideveje. Men for at spare få meter til stranden holder mange trafikanter ulovligt.
- Jeg var særdeles skadefro, da der den anden dag gik en p-vagt og systematisk udskrev "bøder" til alle bilerne. Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke kan parkere på p-pladsen og så gå de skide meter ekstra, skriver Susanne Købke på Facebook.
Du kan følge debatten på vores Facebook-side her.
Mange nævner som hende, at der burde blive udskrevet flere p-bøder på vejen, og at politiet godt kunne være mere aktiv i området. Også skiltningen påpeger flere brugere som mangelfuld.
Flere steder på Klitvej er der skilte, som forklarer, at der er tale om en redningsvej, hvor parkering er forbudt. Men de er ikke alle lige tydelige, påpeger brugerne.
I sidste ende kan det dog ende helt galt, når vejen er spærret for gennemkørsel.
- I værste fald kan vi slet ikke komme igennem, og i bedste fald tager det ekstra lang tid, og det går ikke, hvis der er brand, siger holdleder fra Beredskab og Sikkerhed, Anders Enggaard, nemlig til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller om en konkret episode for omkring tre år siden, hvor hans kollegaer var på udrykning. Her måtte brandbilen påkøre nogle af bilerne for at slippe igennem.
- Hvis de var blevet fem minutter mere forsinket var der røget mindst et sommerhus, måske to, siger Anders Enggaard.
Det er ham, der har optaget en hel almindelig køretur i brandbilen på Klitvej, hvor det er tydeligt at se de store udfordringer med fremkommeligheden.
- Det er bare en, der skal gøre det, så gør alle det. Kommunen har forsøgt med yderligere skiltning, men det har ikke virket, og det er potentielt rigtig farligt, siger Anders Enggaard.
- Der er 1.500 sommerhuse ved Fjellerup Strand, og en stor del af dem skal nås via Klitvej. På den video, jeg har optaget, er der ikke engang mange biler i forhold til, hvor slemt det kan være, siger han.