Efterskole er landet i Danmark
32 elever fra Djurslands Efterskole og fem medarbejdere satte tidligt onsdag morgen fødderne på dansk grund.
Eleverne blev modtaget af deres familier i Billund Lufthavn, da de tidligt onsdag morgen landede i Danmark efter at have været fanget i krigsramte Israel siden lørdag morgen.
TV2 Østjyllands reporter i lufthavnen, Anne Povlsen, fortæller, at der var stor glæde i lufthavnens ankomsthal, da flyet ankom klokken 04.10.
- Der var flere, der var tydeligt berørt af det. Der var både forældre og de unge mennesker, der havde tårer i øjnene, siger hun.
Fået det bedste ud af det
Kathrine Bruun Ravnsbæk var en af de elever, der onsdag morgen vendte hjem. Hun fortæller, at de har forsøgt at få det bedste ud af deres studietur, selvom den langtfra blev, som de havde forventet.
- Vi har haft det presset, men vi har også hygget os og spillet spil, solet os og fået det bedste ud af det, siger hun og fortæller, at hjemrejsen var hård på grund af flere forsinkelser.
- Det har virkelig været en hård tur, men jeg synes, vi har formået at holde humøret oppe, siger hun.
Kathrine Bruun Ravnsbæk blev modtaget af sin far.
- Det er fantastisk dejligt (at de er hjemme, red.). Det har været en usikker tid, og alligevel har vi haft en fornemmelse af, at der var ret godt styr på det i den del af Israel. Vi har hele tiden været i kontakt, og der har været rigtig god information fra skolen, siger Finn Bruun Ravnsbæk.
Gruppen skulle være landet klokken 23 tirsdag aften, men de blev forsinket ved grænseovergangen mellem Israel og Jordan, fordi mange mennesker netop forsøger at komme væk fra konflikten via Amman i nabolandet.
Logistikken har betydet, at eleverne har måttet over en trængt, jordansk grænseovergang for at få en flyforbindelse mod Europa. Undervejs er eleverne mellemlandet på Rhodos.
Musik i flyet
En udfordring de 32 elever tog i stiv arm, selvom det var hårdt.
- De fortalte, at de havde en hyggelig tur hjem. De havde blandt andet spillet musik i flyveren, siger Anne Povlsen.
Forstander William Enevold Ehmsen fortæller, at der er blandede følelser i gruppen af elever, der netop er kommet hjem.
Nogen har haft et smil på læben, mens andre har været kede af situationen, siden de blev fanget i Israel lørdag, hvor Hamas angreb landet.
- Det er en hel kolossal lettelse at kunne stå her og give dem alle sammen en krammer og se glæden, men også kunne være i, at det har været svært, siger forstander William Enevold Ehmsen.
Onsdag morgen skal ti elever tilbage på efterskolen i Glesborg, men resten tager med deres forældre hjem. Alle elever vil blive tilbudt at tale med en psykolog onsdag.
Langtfra de eneste
Meget tyder på, at gruppen fra Djurslands Efterskole er de første i en række af danskere og herboende, der bliver evakueret fra det krigshærgede område.
Regeringen offentliggjorde tidligt onsdag morgen, at alle danske statsborgere tilbydes evakuering fra Israel og de palæstinensiske områder.
Der er registreret omkring 1200 personer på danskerlisten for Israel og 90 for de palæstinensiske områder.
Evakueringen begynder i løbet af de kommende dage, og der arbejdes på at organisere særfly, som vil flyve til regionen og samle danskere op.
Tilbuddet gælder danske statsborgere og borgere med fast ophold i Danmark.