Gymnasieelever konkurrerer i at lufte mest ud
På VID Gymnasiet i Grenaa lærer de unge vigtigheden af at lufte ud og have et godt indeklima i kampen om at få den gyldne blæser
Der blæser nye vinde i klasselokalerne på VID Gymnasiet i Grenaa. Her har en konkurrence fået eleverne til at lufte mere ud og skabe et bedre miljø for læring og udvikling. CO2 niveauet måles i alle lokalerne for at holde øje med, om der bliver luftet nok ud.
- Vi lufter så meget ud som muligt, fordi vi kan se, hvem der gør det mest, siger eleven Noah Haakon Nielsen.
I klasserne er der sat CO2 målere om, og det er et meget bevidst valg fra skolens side.
- Nu kan vi følge med i CO2 niveauet i hver enkelt klasse og se, når det bliver alarmerende højt. Det kan vi så bede de unge om at gøre noget ved eller allerbedst så gør de selv noget, forklarer planchef på gymnasiet, Henrik Pedersen.
For at give de unge endnu flere grunde til at lufte ud, så har man også lavet en konkurrence, hvor den klasse, der er bedst til at lufte ud, får den gyldne blæser. Og det bedre indeklima har allerede vist sig i form af positive konsekvenser for eleverne.
- Flere folk engagerer sig mere i timerne, og produktiviteten er større nu end før, siger Noah Haakon Nielsen.
Du kan se mere om forsøget i videoen øverst på siden.