Kender drabssted indefra: - Politiet kommer aldrig derned
Området, hvor en 15-årig dreng for nylig blev stukket ned og døde, har været plaget af uro og stoffer, fortæller tidligere brugere af stedet.
Uro, truende adfærd og lettilgængelige stoffer.
Det er, hvad man har kunnet opleve på Grenaa Station, fortæller to tidligere brugere af stedet til TV2 Østjylland.
- Vold og trusler som hovedpunkt og så en del salg (af stoffer, red.), fortæller en af dem.
Det er to unge kvinder, der fortæller om deres tidligere tilknytning til området ved Grenaa Station, hvor de jævnligt både tog og solgte stoffer. De ønsker at være anonyme af hensyn til deres sikkerhed, men TV2 Østjylland er bekendt med deres identiteter og har set dokumentation for deres tidligere involvering i stofmiljøet i Grenaa.
Søndag døde en 15-årig dreng ved stationen, da en anden 15-årig dreng ifølge anklagerne mod ham stak ham med en kniv, så hans liv ikke stod til at redde.
Det skal understreges, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at drabet søndag var relateret til stoffer.
Flere har efter det tragiske dødsfald fortalt TV2 Østjylland om de uroligheder, der angiveligt foregår ved stationen. Og nu altså to tidligere brugere af stedet.
- Jeg har blandt andet oplevet, at 11 til 14-årige sidder dernede og ryger hash. De spørger forbipasserende, om de vil købe cigaretter eller euforiserende stoffer til dem, fortæller en af kvinderne.
Det er blandt andet læ i skuret, og at man kan oplade sin mobiltelefon, der tiltaler nogle af de unge, der kommer der, lyder fra de to kvinder.
- Der er åbent 24 timer i døgnet, og politiet kommer aldrig derned. Så det er et fristed, selvom det er så offentligt, fortæller den ene.
- Der er sket rigtig meget nede på stationen, hvor folk ikke har grebet ind. Dem, der er dernede, har ofte truende og voldelig adfærd, siger den anden.
Kommune kender godt til uro
Det er også allerede kendt i Norddjurs Kommune, at der er problemer på stationen.
- Vi har registreret, at der nogle unge mennesker, der opholder sig for lang tid nede på vores station - og det skal de som udgangspunkt ikke.
- Vi er også bekendt med, at der bliver solgt stoffer dernede, og at der også har været uro, fortæller Lene Mehlsen Thomsen, velfærdsdirektør i Norddjurs Kommune, til TV2 Østjylland.
Også stationens vicevært har fortalt om de mange og gentagne problemer, der opstår på stationen i aften- og nattetimerne. Blandt andet smadrede ruder og ødelagte skraldespande oplever han ofte.
- Vi må passe på vores unge mennesker og sørge for, at de går de rigtige steder og ikke opholder sig steder som her, sagde vicevært Knud Jørgen Bowman mandag.
Ingen voksne
Og nu vil kommunen da også forsøge at sætte ind, lyder det fra velfærdsdirektør Lene Mehlsen Thomsen. Man vil blandt andet lave et tættere samarbejde med Østjyllands Politi og intensivere runderingerne i området ved stationen.
Det vil være et skifte fra tidligere.
- De eneste voksne, jeg personligt har oplevet, er jo i princippet grenågensere, der selv bor inde i byen og kommer forbi og siger: "Hey, lad være med det der, eller jeg ringer til politiet" eller "Skrid nu hjem".
- Der er ikke nogen. Selvom politiet og SSP påstår, at de holder øje, så gør de det jo bare ikke, siger den ene af de anonyme, unge kvinder.
Se indslag fra Grenaa Station her: